Strandby Svømmesal indstilles igen til lukning
Strandby Svømmesal indstilles igen til lukning. Det gjorde den også for et år siden, men her indgik kommunen en samarbejdsaftale med Fællesvirke Strandby. Nu er aftalen udløbet, og Center for Ejendomme, Park og Vej indstiller, at Strandby Svømmesal lukkes.
Udvalget for Økonomi og Strategi drøfter sagen på onsdag.
Fællesvirke Strandby og kommunen indgik i efteråret 2025 en samarbejdsaftale om Strandby Svømmesal, som betød, at den daglige drift i en prøveperiode overgik til Fællesvirke Strandby. Aftalen udløb pr. 30. juni 2026, og samarbejdsaftalen og forhold vedrørende Strandby Svømmesal skal nu evalueres med henblik på beslutning om svømmesalens fremtid.
Samarbejdsaftalen har ikke betydet yderligere aktivitet i svømmesalen, hvor der siden aftalens ikrafttrædelse er registreret, at svømmesalen er blevet benyttet fire gange til foreningsaktiviteter.
Drøftelserne om Strandby Svømmesal er foranlediget af myndighedsbesøg på Strandby Svømmesal, hvor der er givet bemærkninger til en række punkter, blandt andet rengøringsudfordringer på grund af overfladers tilstand og på uddannelsesniveau for driftsansvarlige. At håndtere bemærkningerne vil kræve en større anlægsinvestering i bygningen og bygningens overflader, hvilket indebærer fliser, gulvklinker og vådrumsmembran.
Samtidig er vandbehandlingsanlæg af en alder, hvor dette også vil skulle skiftes indenfor en kortere årrække, hvilket også vil være en større investering. Hvis svømmesalen fortsat skal holdes åben (uanset ejerform), skal der derfor være en opmærksomhed på, at den skal lukkes ned i fem-seks måneder til renovering, og at renoveringen samlet vil koste cirka tre millioner kroner.
Administrationen foreslår, at Strandby Svømmesal lukkes og at aktiviteten i stedet flyttes til Frederikshavn Svømmehal.
En flytning af svømmeaktivitet til Frederikshavn Svømmehal vil betyde, at Center for Ejendomme, Park og Vejs drift reduceres, da cirka 500 kvasratmeter bygningsareal fremadrettet ikke længere skal driftes, hvor dette vil betyde en mindre nedgang i driftsopgaver, der tilpasses for.
Opgaven som livredder vil blive varetaget af Frederikshavn Svømmehal, hvor opgaven i dag varetages af skolens lærerpersonale, som forestår svømmeundervisning. Ressourcen vedrørende teknisk service samt rengøring flyttes med aktiviteten, således at niveauet løftes i Frederikshavn Svømmehal.




































