Gå til hoved-indhold
07. maj 2026 - kl. 00.05

Syv års arbejde bærer frugt: Nu indvies Kirkemarken i Strandby

  • 1 af 4
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 2 af 4
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 3 af 4
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 4 af 4
    Foto: Rasmus Høgenhaug
Af: Peter Marquard

Syv års arbejde bærer frugt, når Kirkemarken ved Strandby Kirke fredag 22. maj bliver indviet ved borgmester Jon Andersen. Det sker kl. 15.00-20.00, hvor der blandt andet er musik, fodbold og fællesspisning på programmet.

- Vi er glade for, at vores projekt på Kirkemarken bag Strandby Kirke endelig er realiseret. Mere end 50 lokale virksomheder har sponsoreret cirka 800.000 kroner til projektet, hvilket vi er meget glade og taknemmelige for. Med yderligere bidrag fra lokale og nationale fonde er vi kommet i mål med at indsamle i alt tre millioner kroner, hvilket gør, at vi nu officielt kan indvie Kirkemarken, som gerne skal blive en gevinst for alle borgere i Strandby, siger Anders Krøgh fra projektgruppen bag Kirkemarken.

Det er frivillige fra FDF og Strandby Kirke, der sammen repræsentanter fra Strandby Skole og plejehjemmet Strandgården, har skabt ideen om et samlingssted for byens borgere i alle aldre.

- Vi har været i gang siden marts 2019, hvor de første planer for brug af Kirkemarken til rekreative, sociale og sportslige formål blev præsenteret. Siden har vi arbejdet med tilladelser, sponsorater og ansøgninger hos fonde samt afholdt et stort antal møder, og vi håber, at folk i alle aldre får glæde af Kirkemarken fremover. Vi har forsøgt at ramme bredt, og vi er meget tilfredse med det endelige resultat. Det var førhen et stort område midt i byen, som ikke blev udnyttet, som vi håber vil blive brugt til glæde for alle, understreger Anders Krøgh.

Festlighederne starter kl. 15.00, hvor Strandby Skoles musikvalghold spiller på scenen, og kl. 16.00 er der officiel indvielse ved borgmester Jon Andersen. Arrangementet slutter med fællesspisning, hvor madbilletter skal købes hos Snilles Fisk & Madhus.

Se det fulde program for indvielsen her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...