Tal nu området op og ikke ned - det fortjener sosu'erne

Jeg har netop selv oplevet at miste min kræftramte mor – ganske vist i en anden kommune – men det er mit bedste indtryk, at også personalet i Frederikshavn Kommune gør sit ypperste – hver dag. Jeg valgte i min mors dødsannonce at takke både kommunen for et meget fleksibelt tilrettelagt forløb, hvor det løbende blev skruet op for diverse hjælpemidler, men også den nødvendige personlige omsorg fra et helt fantastisk personale – uanset hvem der kom.

Mors ønske var ikke at komme på hverken hospice eller plejehjem. Det er min vurdering, at sådan har de fleste ældre det. ”Længst mulig i eget hjem” - eller egnet hjem, som min tidligere byrådskollega Kurt Kirkedal formulerer det, gjaldt for min mor.

For min del flyttede vi den sidste uge hendes seng ind i stuen så venner og familie altid kunne komme og tage afsked, samtidig med at personalet kunne lave deres del. Pyt med det æstetiske i den sammenhæng, hvor møbler måtte flyttes rundt. Ja, det blev også lidt en ”banegård” med skiftende personale døgnet rundt. Sådan må det nødvendigvis være, når personalet også har et liv, der skal leves. Selvfølgelig kan man ikke forvente, at det samme personale, der står der hver gang, døgnet rundt i hele ugen.

Men de var alle, der kom de tre sidste døgn, hvor jeg fysisk var der hele tiden, utrolig omsorgsfulde og professionelle – men de havde også travlt. Mor boede i en stor geografisk udstrakt kommune, og det giver nu engang kørsel og logistik, som også må tænkes ind. Sådan er det også i Frederikshavn Kommune.

Ja, de bruger deres iPads til både at låse dørene op med, når der er monteret dørlås, til at registrere medicinforbrug, til at registrere andre helt personlige forhold, eks. liggesår osv. – det er nu engang den mest effektive måde at videregive informationer på til de næste personale, der kommer.

Måske handler det her om en forventningsafstemning. Ingen kommuner kan levere det samme personale døgnet rundt til de af vores medborgere, der har brug for hjælp og der vil heller aldrig kunne afsættes nok tid til den enkelte. Det er et vilkår.

Som formand for kultur og fritidsudvalget har jeg haft nok at gøre sammen med mit udvalg med at finde løsninger på de udfordringer vi har haft med at tilpasse den økonomi vi har på området – men samtidig skabe udvikling. Noget, må vi være lykkedes med, siden vi er gået fra en af landets ringeste til en god midterplacering i den store undersøgelse på området, der traditionen tro offentliggøres op til kommunalvalget.

Jeg har stor respekt for det arbejde mine byrådskollegaer, der sidder i Social- og Sundhedsudvalget har leveret og ved, de gang på gang må træffe hårde prioriteringer, når kassen skal stemme. Jeg har derfor altid sagt til budgetforhandlingerne, at det ” fælles forhandlingsreserve”, der måtte være, skulle tilbageføres til social og sundhedsområdet området, og så måtte udvalget få mest mulig ud af det.

Måske er det tid til, at vi alle tager os af dem, som er nærmest på os, måske er endnu mere inkluderende i de fællesskaber, vi er med i, ja, måske er endnu mere åbne overfor dem, som slet ikke er med – men jeg tror, vi starter et helt andet sted. Vi skal stoppe det fordummende i at snakke om ”kolde hjerner” og ”varme hænder” (vi har brug for begge dele) - lad os i stedet snakke ”hverdagens helte” op og takke dem, næste gang vi ser dem.

Det fortjener de, og vi politikere skal sørge for, at de får bedre betingelser at arbejde under – til glæde for borgerne.