Udkørsel fra Arena Nord på valgdagen: Forbudt at dreje til venstre
Frederikshavn Kommune ændrer midlertidigt udkørselsforholdene ved Arena Nord tirsdag 24. marts i forbindelse med folketingsvalget.
Ændringen sker for at undgå trafikale problemer i form af både kødannelser og lang ventetid på valgdagen.
Når du skal forbi kommunens største valgsted for at stemme tirsdag 24. marts, skal du være opmærksom på den midlertidige trafikale ændring ved Rimmens Allé og Harald Nielsens Plads.
I tidsrummet fra omkring kl. 7.00 til omkring kl. 21.00 vil det kun være muligt at dreje til højre ved udkørsel fra Arena Nord.
For at sikre en hurtigere afvikling af den udgående trafik fra Arena Nord har Nordjyllands Politi derfor godkendt den midlertidige trafikale ændring, hvor venstresving fra Harald Nielsens Plads forbydes.
Når valgstedet er lukket, og det trafikale pres er overstået, vil der blive åbnet op for venstresvingsbanen igen.




































