Gå til hoved-indhold
15. marts 2023 - kl. 18.03

Ukraine-fond kan genåbne ammunitionsfabrik i Elling

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om at oprette en Ukraine-fond med en ramme på syv milliarder kroner.  Det bekræftede man onsdag på et pressemøde. Og pludselig kom der en en nordjysk vinkel:

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har en gammel ammunitionsfabrik, som staten ejede, der ligger oppe omkring Frederikshavn i Elling, som nu står tom, lød det fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Det er den tidligere ammunitionsfabrik i Elling, som i dag er opkøbt af fire lokale investorer, der blev henvist til på pressemødet.

Forklaringen fra ministeren er, at en lang række partier i Folketinget har spurgt til, hvordan de faciliteter kan bringes i spil til en mulig, ny ammunitionsproduktion i Danmark.

Den del af fonden, der kan sikre ny våbenproduktion, er på en milliard kroner.

- Jeg er relativ optimistisk i forhold til, at det kan lade sig gøre, og jeg har også tænkt mig at række ud til mine nordiske kollegaer, hvor den lokalitet i Elling potentielt kunne være en brik i det spil, pointerede Trols Lund Poulsen ifølje TV2 Nord.

Pengene til Ukrainefonden finder regeringen og aftalepartierne ved at lempe finanspolitikken med cirka 0,2 procent af BNP'en i 2023.

Inden pressemødet var der allerede interesse og opbakning fra ejerne af fabrikken i Elling.

- Det er selvfølgelig positivt, og vi er glade for, at vi nu bliver nævnt direkte. Vi ønsker at skabe arbejdspladser heroppe i Elling, så derfor er det dejligt, at der er flere, der ser muligheder i området, siger Peter Østergaard til TV2 Nord.

Han er en af ejerne af Krudten Erhvervspark, der har overtaget bygningerne, hvor der tidligere blev produceret ammunition i Elling.

Tidligere har Tobias Højmark Madsen, der er direktør for Krudten Erhvervspark, fortalt til TV2 Nord, at de 50 bygninger på i alt 18.000 kvadratmeter, allerede er mere eller mindre klar til at blive benyttet.

- Udover der skal nogle brandslukkere op og nogle nye skilte, så ser fabrikken ud, som da vi overtog den, fortalte han.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...