Gå til hoved-indhold
01. februar 2023 - kl. 00.02

Venstre skal på jagt efter en ny borgmesterkandidat

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Her er Venstres seks byrådsmedlemmer i Frederikshavn Kommune. Mette Hardam (nr. tre fra venstre) ønsker ikke længere at være borgmesterkandidat.
Af: Michael Frederiksen

Venstre skal på jagt efter en ny borgmesterkandidat i Frederikshavn Kommune. Mette Hardam oplyser til Kanal Frederikshavn, at hun ikke ønsker at være partiets frontfigur ved kommunalvalget i 2025.

- Jeg har ikke lyst til at være borgmesterkandidat, så partiet skal finde en anden, og her er det kommuneforeningen, som har bolden, siger Mette Hardam.

Hun var Venstres borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2021, men var ikke i stand til at fravriste Birgit S. Hansen magten. Socialdemokratiet har stadig absolut flertal i byrådet.

I august 2022 overlod Mette Hardam ansvaret som gruppeformand til Peter Sørensen. Det gjorde hun, fordi hun skulle bruge mange kræfter som folketingskandidat for Venstre i Frederikshavn-kredsen.

Folketingsvalget fandt sted 1. november 2022. Det lykkedes ikke Mette Hardam at blive valgt. Derfor skulle man tro, at hun igen overtog positionen som Venstres gruppeformand fra 70-årige Peter Sørensen, men det sker ikke.

- Jeg er faktisk meget glad for de poster, jeg har nu i Arbejdsmarkedsudvalget og Socialudvalget. Det var de områder, som drev mig ind i politik, og jeg har ikke behov for at få disse poster skiftet ud. Jeg har det som en fisk i vandet med de to udvalg, som udgør mere end 50 procent af kommunens økonomi. Meget er ganske vist lovbestemt, men det er enormt vigtige områder, mener Mette Hardam.

De to områder passer også fint med, at Venstre-politikeren er bestyrelsesmedlem i SOSU Nord.

Mens Mette Hardams dage som borgmesterkandidat i Frederikshavn Kommune er et overstået kapitel, går hun efter igen at blive Venstres folketingskandidat i Frederikshavn-kredsen.

- Der er behov for en lokal borgerlig stemme heroppe, som kender maskinrummet i kommunen, mener Mette Hardam.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...