Vesterports boligprojekt på Strandby Havnefront stilles i bero
Administrationen indstiller til politikerne i Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, at planlægningen af boliger på Strandby Havnefront stilles i bero, fordi Boligforeningen Vesterport ikke ønsker at tilpasse projektet i det nødvendige omfang.
I 2019 forsøgte Vesterport at komme igennem med en projekt, hvor der blandt andet skulle opføres boligtårne i op til 12 etager på hjørnet af Søndre Havnevej og Agervej.
Borgerne i Strandby var ikke glade, og politikerne sagde nej til ønsket om et højhus i Strandby. Lav noget, der passer bedre til området, var budskabet var politikerne.
Året efter landede et nyt projekt på bordet i Frederikshavn Kommune. Nu var højden reduceret til syv etager. Plan- og Miljøudvalget fastholdt dog sin tidligere beslutning om, at projektet skulle være uden højhuse og i harmoni med den nuværende havnefront.
I november 2023 indsendte Vesterport et revideret projekt - stadig med 93 boliger. Randbebyggelsen var ændret til maksimalt seks etager. En større del af bebyggelsen skulle til gengæld opføres i fem etager.
I december 2023 meddelte administrationen boligforeningen, at det fremsendte reviderede projekt ikke var i overensstemmelse med den udmeldte retning fra Plan- og Miljøudvalget. Projektet indeholder fortsat byggeri i en højde, der afviger væsentligt fra det eksisterende byggeri på havnefronten, og arkitekturen og det ydre udtryk er fortsat uændret og ikke i harmoni med det eksisterende byggeri.
Da Vesterport ikke ønsker at tilpasse projektet i det nødvendige omfang, indstiller administrationen, at planprocessen for det indsendte projekt afsluttes.