Vi kan - og skal - gøre det bedre for vores ældre
Byrådskandidat Nikolaj C. Andersen (M) har skrevet dette indlæg: Vinden hyler udenfor. Regnen trommer mod ruden og trækker vand ind gennem sprækkerne. Inde på værelset ligger en ældre borger pakket ind i tæpper, mens en lille vandpyt vokser på gulvet under vinduet. Det er ikke et billede fra en faldefærdig barak i udkanten af Europa. Det er virkeligheden. Lige her i Frederikshavn Kommune.
De fleste af os ville aldrig acceptere at bo under de forhold. Alligevel ser vi til, når mennesker, som har bygget dette samfund op - vores ældre - bliver henvist til rammer, vi ellers ville kalde ubeboelige. Det er ikke værdigt. Det er ikke i orden.
Jeg har set det med egne øjne. Jeg har besøgt plejehjem og set boliger, køkkener og personalefaciliteter, som burde høre fortiden til. Og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det ikke var her i kommunen – men det er det.
Jeg har talt med personalet. Jeg har lyttet til dem, der hver dag får det umulige til at fungere. Jeg tager hatten af for deres indsats. For selv i modvind, knappe ressourcer og slidte bygninger, møder de borgerne med hjerte og faglighed.
De fortjener bedre. Borgerne fortjener bedre.
Derfor siger jeg det nu højt: Undskyld. På vegne af et system, der har forsømt dem. Jeg bærer ikke ansvaret for fortidens svigt, men jeg er klar til at tage ansvar for fremtidens løsninger.
Jeg har en drøm. En vision. Den er vokset frem i samtale med både medarbejdere og andre partier. En drøm om at skabe plejecentre og ældreboliger, hvor man ikke bare opbevares – men lever. Hvor både fysiske rammer, faglighed og relationer er bygget til mennesker.
Det kræver politisk mod. Det kræver investering. Men mest af alt kræver det, at vi lytter – til de ældre, til personalet og til lokalsamfundene.
Frederikshavn har alt, hvad der skal til for at gå forrest. Vi har ildsjæle. Vi har kompetencer. Og vi har muligheden for at skabe en ny ældrepolitik, hvor værdighed og medmenneskelighed er fundamentet.
Lad os ikke vente til næste storm presser regnen ind ad vinduerne. Lad os i stedet tage det første skridt - sammen.




































