Gå til hoved-indhold
02. marts 2025 - kl. 18.03

Vild weekend: White Hawks slår både Aalborg Pirates og Herning Blue Fox

  • 1 af 1
Af: Andreas O. Hansen

For anden gang i tre forsøg på hjemmebane besejrede Frederikshavn White Hawks søndag eftermiddag topholdet Herning Blue Fox. Høgene vandt med 4-1 for øjnene af 1.708 tilskuere i Nordjyske Bank Arena.

Gæsterne satte sig på spillet fra start. Med højt forcheck pressede de WH-defensiven til det yderste.

Høgenes svenskerkæde kom dog frem til en kæmpe dobbeltchance efter små fire minutter. Her var det til sidst en Herning-back, der reddede pucken på et helt åbent mål.

Herning holdt det høje pres i WH’s zone. Så derfor var det overraskende, at WH kom først på måltavlen midtvejs i perioden. Arvid Caderoth fik afsluttet fra slottet, og via en medspillers stav hoppede den ind bag Mathias Seldrup.

Den høje svensker er nu oppe på ni point i seks kampe siden skiftet fra Greenville Swamp Rabbits for tre uger siden. Arvid Caderoth fik efter kampen flotte ord med på vejen af målmand Tadeas Galansky.

- Arvid har givet os dybde og energi. Han er en tovejs-center, som arbejder godt i begge ender af banen, sagde Tadeas Galansky til Metalligaen.tv.

Gæsterne fik straks efter WH's føringsmål et powerplay, hvor det blev til hele to stolpeskud i næsten to minutters rundspil med WH-boksen, som dog overlevede stormvejret.

Høgene sluttede også perioden i undertal, så det var stik imod spil og chancer, at de første 20 minutter endte med hjemmeholdets enlige scoring. Skudstatistikken hed 8-3 til gæsterne.

WH indledte anden periode i powerplay, som de udnyttede til at bringe sig foran 2-0. Todd Winder stod fri ved modsatte stolpe til at vippe pucken op i åbent mål, assisteret af Jesper Thörnberg og Mikkel Bertelsen.

Herning fik herfra spillet sig frem til store chancer, men det sidste held var ikke med topholdet - også takket være Tadeas Galansky og en fokuseret høge-defensiv, der ryddede op foran eget mål.

Med seks minutter tilbage af perioden fik WH igen powerplay. Og efter at have spillet pucken rundt i Hernings zone i næsten hele overtallet, satte Mikkel Bertelsen staven på en fornem pasning fra Christopher Frederiksen. 3-0 til Frederikshavn.

Høgene fik endnu et powerply, som desværre ikke gav pote. Istedet fik Magnus Carlsen med 50 sekunder reduceret til 3-1, som var stillingen efter 40 minutter. Skudstatistikken førte Herning 15-11.

Arvid Caderoth udgik kortvarigt i anden periode, men kom ind igen, men vi noterede, at han haltede rundt i spillerboksen og havde ondt.

1708 tilskuere overværede kampen - heraf kom de omkring 100 fra Herning.

Itredje periode kæmpede WH bravt for at holde topholdet fra endnu en reducering, og Tadeas Galansky beviste virkelig sit værd, når de stærke midtjyder kom frem til en afslutning.

En ellers fin dommerpræstarion var tæt på at blive ødelagt på en udvisning, der aldrig skulle have være dømt - med 10 minutter igen. Hovedommer Kenneth A. Nielsen fløjtede til forståelig frustration fra hjemmepublikum. Heldigt for høgene og Kenneth A. Nielsen overlevede de undertallet.

Høgene ofrede sig virkelig for alt, og uret begyndte for alvor at gå hjemmeholdets vej.

Herning tog Mathias Seldrup ud med tre minutter igen og havde et skud på overliggeren med ét minut igen. I stedet lukkede og slukkkede Jesper Thörnberg med en scoring i tomt mål. 4-1 til White Hawks over Herning Blue Fox.

White Hawks er - med to kampe igen - noteret for 65 point. Det er ét mindre end SønderjyskE på sjettepladsen, mens der nu kun er to point op til Esbjerg Energy på femtepladsen. Høgene er tre point foran Herlev Eagles på ottendepladsen.

Næste søndag kender vi White Hawks' modstander i kvartfinalerne. Sikkert er det, at sejrene i denne weekend over Aalborg Pirates og Herning Blue Fox øger optimismen markant.

- En ishockeykamp varer 60 minutter. Det har vi haft problemer med i denne sæson, men de seneste kampe har vi spillet godt i alle 60 minutter, udtaler Tadeas Galansky til Metalligaen.tv.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...