Gå til hoved-indhold
13. marts 2026 - kl. 00.03

1.845.000 kroner til Destination NORD målrettes disse fire lokale projekter

  • 1 af 1
    Sæby skal mobiliseres som en helårsdestination ved at samle erhverv, kultur og foreninger i et forpligtende netværk.
Af: Michael Frederiksen

30 procent af Frederikshavn Kommunes bevilling til Destination NORD - svarende til 1.845.000 kroner i 2026 - er målrettet lokale initiativer til turismeudvikling i kommunen. Der er nu udvalgt fire projekter, som politikerne i Udvalget for Økonomi og Strategi skal tager stilling til i næste uge.

I et bredt samarbejde med kommunale aktører, eksterne interesser og Destination NORD er der afsøgt forskellige muligheder for lokale initiativer til turismeudvikling.

Der har i dette arbejde været særligt fokus på at understøtte et løbende og forpligtende samarbejde mellem lokale aktører om turismeudvikling i kommunen.

På den baggrund foreslås, at 30 procent af bevillingen til Destination NORD prioriteres til følgende lokale initiativer i 2026:

1) Mobilisering af Sæby som "Særligt Feriested" - 501.000 kroner
Sæby skal mobiliseres som en helårsdestination ved at samle erhverv, kultur og foreninger i et forpligtende netværk, der sammenbinder konkrete, fysiske projekter og koordinerer markedsføring med henblik på at løfte kvaliteten og sammenhængskraften for området.

2) Strategisk turismeudvikling af kystbyen Frederikshavn - 437.000 kroner
Helårsturismen i Frederikshavn styrkes via eksisterende netværk, sparring om oplevelser og tæt koordineret markedsføring, herunder en målrettet kampagne i Göteborg for at tiltrække svenske gæster udenfor højsæsonen.

3) Et strategisk knudepunkt for kulturturismeudvikling - 620.000 kroner
Skagen skal videreudvikles som helårsdestination med udgangspunkt i kulturturisme. Kulturhus Kappelborg skal fungere som et aktiv for kulturturismeudvikling i området og være platform for netværksudvikling, udvikling af oplevelser og events samt koordinering af markedsføring.

4) Rail & Trail 2.0 – Vandre- og cykelturister til lokalsamfund på Skagen Odde - 287.000 kroner
Dette initiativ viderefører det lokale initiativ for 2025, som sætter fokus på vandre- og cykelturisme på Skagen Odde i samarbejde med Nordjyske Jernbaner og Nordjyllands Trafikselskab. Indsatsen vil involvere lokalsamfund langs jernbanen gennem inddragelsesforløb, workshops og målrettet markedsføring med målet om at tiltrække vandre- og cykelturister til stationsbyerne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...