35-årig kvinde anholdt og sigtet for drab
Hun blev anholdt kort efter klokken 12 i dag.
Nordjyllands Politi har i dag anholdt en 35-årig kvinde og sigtet hende for drabet på den 34-årige mand, der fandt sted mandag i Rimmensgade i Frederikshavn.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet bragte allerede mandag eftermiddag en efterlysning af en kvinde via et foto, og det er den kvinde, de nu har fundet frem til.
- Vi har i dag kort efter klokken 12 anholdt en 35-årig kvinde fra Frederikshavn i en lejlighed også i Frederikshavn, og vi har en stærk formodning om, at kvinden er identisk med efterlyste på det foto, vi offentliggjorde i mandags, lyder det fra vicepolitiinspektør Mikkel Lousdal hos Nordjyllands Politi.
Politiet har ovenpå efterlysningen fået en del henvendelser fra borgere, fortæller han.
- Vi er taknemmelige for henvendelserne, som i samspil med den intense efterforskning har ledt til, at vi har kunnet skride til anholdelse i dag. Nu forsætter efterforskningsarbejdet, hvor vi bl.a. har en del tekniske spor og videoovervågning, som vi fortsat arbejder med.
Politiet ønsker ikke at fortælle yderligere for nuværende.
Kvinden bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen klokken 11 i Retten i Aalborg. Det forventes, at anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre.




































