Gå til hoved-indhold
24 september. 2023

400 elever fyldte gaderne til Maritime Career Day

  • 1 af 14
  • 2 af 14
  • 3 af 14
  • 4 af 14
  • 5 af 14
  • 6 af 14
  • 7 af 14
  • 8 af 14
  • 9 af 14
  • 10 af 14
  • 11 af 14
  • 12 af 14
  • 13 af 14
  • 14 af 14
Af: Michael Frederiksen

Den maritime branche havde charmekluden fremme, da 400 elever prøvede kræfter med mulighederne for en karriere i de maritime fag.

Det var et imponerende syn, der mødte morgenfriske forbipasserende, da 400 cykler var linet op foran og bagved Frederikshavn Kirke torsdag morgen. For med et kom elever fra 9. og 10. klasses niveau fra hele kommunen ud fra kirken og tog hul på Maritime Career Day. En dag, hvor de skulle stifte bekendtskab med de maritime fag og karrieremuligheder, der findes i branchen.

Eleverne skulle sammen med cykelguides op på jernhestene og køre ud på to virksomhedsbesøg, de skulle deltage i et uddannelsesløb på MARTEC og prøve kræfter med forskellige arbejdsområder i den maritime branche via det virtuelle spil "Seven Seas".

- Det har været fantastisk at se så mange skoleelever, lærere og virksomheder engagere sig i Maritime Career Day. Som arrangør var det dejligt at byde de mange elever velkommen og se dem tage af sted på cyklerne. Kort efter fyldte de nærmest gadebilledet i hele byen, lyder det fra en begejstret Christina Ørskov fra Orskov Yard, der er formand for Maritime Network Frederikshavn, som står bag Maritime Career Day.

Til arrangementet er alle 9. og 10. klasses elever på folke-, privat- og efterskoler i Frederikshavn Kommune blevet inviteret. Derudover deltog næsten 70 elever fra den maritime linie på Ranum Efterskole.

- Vi havde 400 pladser til arrangementet og fik 414 tilmeldinger, så vi er taknemmelige for den store opbakning, vi har modtaget fra eleverne, skolerne, lærerne og ikke mindst de mange deltagende virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Jeg håber, at dagen har åbnet de unges øjne for de utallige muligheder, der ligger inden for den maritime branche, siger Christina Ørskov.

Dagen blev kendetegnet ved inspirerende præsentationer ude i produktionerne og på kontorerne. Eleverne fik også lov til at deltage i interaktive aktiviteter, som gav de unge et unikt indblik i de forskellige karrieremuligheder, som den maritime branche har at tilbyde.

- Vi håber med Maritime Career Day at kunne de unge en grund til at uddanne sig lokalt og finde arbejde lokalt. Og ikke mindst at give de unge gode grunde til at vende tilbage til kommunen, hvis de har valgt at tage en uddannelse i en af de større uddannelsesbyer, udtaler Christina Ørskov.

Men selvom dagen forløb efter planen i tørvejr, er opgaven ikke færdig, for der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i en spændende branche, og som fællesskab har virksomhederne i Maritime Network Frederikshavn stadig en stor opgave foran sig med faldende befolkningstal.

Derfor arbejder Maritime Network Frederikshavn da også videre med fokus på fastholdelse og tiltrækning af unge til den maritime branche.

- Maritime Network Frederikshavn ser frem til at fortsætte arbejdet med at oplyse og inspirere de unge generationer om de spændende karriereveje, der er tilgængelige inden for den maritime sektor. Årets Maritime Career Day har uden tvivl sat et aftryk hos de deltagende skoleelever, og vi ser frem til at følge deres rejse mod en fremtid i den maritime verden, fortæller Christina Ørskov.

MARTEC lagde hus til og var tovholder på uddannelsesløbet i samarbejde med EUC Nord, Frederikshavn Gymnasium & HF, Frederikshavn Handelsskole og TECH College, der alle havde poster i uddannelsesløbet. Det virtuelle maritime læringsspil – Seven Seas – blev stillet til rådighed og afviklet af Danske Rederier, og Frederikshavn Handelsskole lagde lokaler til og sørgede for det nødvendige elektroniske udstyr.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...