Gå til hoved-indhold
112
14. september 2024 - kl. 21.09

56-årig østeuropæer udvist: Sjal for 120.000 kroner fra sin arbejdsplads i Skagen

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

En 56-årig mand er lørdag ved Retten i Aalborg blevet idømt en straksdom på fængsel i tre måneder for tyveri og hæleri med hensyn til blandt andet værktøj fra mandens arbejdsplads i Skagen. Han er ligeledes udvist med indrejseforbud i seks år.

Manden blev anholdt fredag formiddag på baggrund af en mistanke fra hans arbejdsplads, Karstensens Skibsværft, om, at han stjal derfra.

- I forlængelse af det, var der ransagning af hans værelse, han havde fået stillet til rådighed i Skagen, og der fandt man så en række værktøjer og slibematerialer fra værftet, forklarer specialanklager ved Nordjyllands Politi Kim K. Kristensen til TV2 Nord og fortsætter:

- Han erkendte, at det var noget, han til dels havde stjålet og til dels havde modtaget fra kollegaer, som havde stjålet det. Det førte til, at vi i dag (lørdag, red.) kunne afgøre sagen på tre måneders fængsel og indrejseforbud i seks år.

Det var politiets opfattelse, at manden havde stjålet for 120.000 kroner, men den 56-årige mand fra Østeuropa vurderede selv, at værdien nærmere var 40.000 kroner, da værktøjet var af ældre dato.

Manden, der har arbejdet for skibsværftet siden maj 2022, forklarede også, at han var begyndt med at sjæle fra arbejdspladsen i marts i år, og at det var meningen, at han skulle hjem i næste uge til Østeuropa, hvor de stjålne varer skulle fragtes med.

- Det var også derfor, vi valgte at fremstille ham i grundlovsforhør med henblik på at sikre hans tilstedeværelse, og han er også blevet varetægtsfængslet efterfølgende, så han kan være til stede og afsone dommen med det samme, lyder det fra Kim K. Kristensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...