71 år i gennemsnit – og stadig klar på at cykle til Mars
FfI Young Boys fik én på opleveren, da de rutinerede boldspillere fik en rundvisning, som langt fra alle får lov til at opleve.
Det viste sig, at man ikke kan cykle til Mars, men man kan derimod sagtens cykle til Frederikshavn Havn og besøge Modern American Recycling Services Europe, bedre kendt som M.A.R.S. Og netop dét gjorde FfI Young Boys, der har en gennemsnitsalder på 71 år. De byttede fodboldstøvlerne ud med sikkerhedssko, gule veste og hjelme.
Besøget startede ganske fredeligt med sandwich og sodavand, men udviklede sig hurtigt til en øjenåbner.
- Vi troede ærligt talt, at det bare handlede om at skære et gammelt skib i stykker. Men det er jo et helt univers af sikkerhed, miljøhensyn og millimeterpræcision. Vi gik derfra med en fornyet respekt og begejstring for arbejdet, siger en af spillerne.
Rundvisningen gav både grin og respekt, og det blev tydeligt, at nysgerrighed og gode historier ikke har nogen alder. For FfI handler fodbold ikke kun om spillet på banen, men også om fællesskab og oplevelser sammen. For FfI Fodbold var besøget endnu et bevis på, at samarbejdet med M.A.R.S. rækker langt ud over reklameskilte og navnerettigheder.
- Vi spiller hinanden gode – både på og uden for banen. M.A.R.S. er ikke bare en sponsor, men en del af FfI-familien. De bakker op, møder op og bidrager, uanset om det handler om grillvagter, teambuilding eller at give vores spillere en spændende oplevelse som den her. Vi glæder os allerede til næste halvleg i samarbejdet, udtaler Pauli Jørgensen fra FfI Fodbold.
M.A.R.S. Europe har siden 2022 været hovedsponsor for FfI Fodbold og har netop forlænget samarbejdet i yderligere tre år. Arenaen på Fodboldvej bærer navnet M.A.R.S. Arena – et symbol på et partnerskab bygget på fællesskab, engagement og lokal stolthed.