Ålbæk Kirke og Råbjerg Kirke på corona-forkant
Ålbæk Kirke og Raabjerg Kirke har været på forkant med corona-udviklingen, og derfor er der i morgen mulighed for at opleve en julegudstjeneste fra de to kirker.
I begyndelsen af december optog de to kirker deres julegudstjeneste til glæde for alle i Raabjerg Sogn. Videoen bliver sendt på Facebook og den lokale infokanal.
Gudstjenesten er lavet, så man kan sidde derhjemme og være til gudstjeneste i den lokale kirke "sammen hver for sig".
Sognepræst Erik Colding Thaysen og team er klar til at byde alle "indenfor" 24. december i Ålbæk Kirke kl. 13.00 og Raabjerg Kirke kl. 15.00.
- Vores fantastiske kirkegårdspersonale har pyntet kirkerne til denne optagelse. Vi håber, alle har tid og lyst til at se med, og vi ønsker alle en rigtig glædelig jul, siger menighedsrådsmedlem Thomas Jensen.