Gitte og Henrik Strøm vinder DM-guld for fjerde år i træk
DM-ugen i Aalborg sluttede i går, og for danseparret Gitte og Henrik Strøms vedkommende, kunne de køre hjem til Frederikshavn med guldmedaljer om halsen.
Sportsdanserne Gitte og Henrik Strøm deltog i Senior 4. Danserne dystede både lørdag og søndag i Solsidehallen i Nørresundby, hvor mange forskellige grene inden for dans var repræsenteret. Dermed var der også flere aldersgrupper, end Gitte og Henrik Strøm er vant til.
Det var fjerde gang i træk, at Gitte og Henrik Strøm vandt DM-guld, og parret har nu i alt vundet otte danske mesterskaber.
- Den ene af vore trænere var med, og vi var alle meget tilfredse med præstationen, fortæller Henrik Strøm.
De nybagte danmarksmestre venter med at holde sommerferie. Allerede på søndag går det løs i Wuppertal, hvor tæt ved 100 jævnaldrende par har tilmeldt sig.
Bagefter er der lidt sommerferie fra konkurrencerne indtil sidst i august.