Gå til hoved-indhold
11. januar 2026 - kl. 00.01

Abildgård Kirke fyldt til sidste plads ved smuk og stemningsfuld Nytårskoncert

  • 1 af 9
  • 2 af 9
  • 3 af 9
  • 4 af 9
  • 5 af 9
  • 6 af 9
  • 7 af 9
  • 8 af 9
  • 9 af 9
Af: Kanal Frederikshavn

Lørdag var Abildgård Kirke i Frederikshavn fyldt til sidste plads, da kirkens traditionsrige Nytårskoncert løb af stablen. Koncerten var igen i år udsolgt og bød på musik, fællesskab og smuk nytårsglæde.

Publikum blev præsenteret for et alsidigt og stemningsfuldt program med vidt forskellige musikalske indslag, flot bundet sammen og introduceret af Jens-Christian Wandt.

Koncerten åbnede smukt med Wandts fortolkning af H.C. Andersens “I Danmark er jeg født” – en stærk og rørende start på aftenen. Herefter fulgte fællessangen “Vær velkommen, Herrens år”, hvor hele kirken rejste sig og sang med.

Et af koncertens store højdepunkter var Kimona og Sascia – mor og datter fra British Columbia i Canada – som med varme stemmer, swingende gospel og store ballader fyldte kirkerummet med energi og nærvær. Publikum kvitterede med begejstring og stort bifald.

Aftenens musikalske fundament blev leveret af Knud-Erik Thrane på flygel sammen med hans musikalske venner: Tine Lilholt på fløjte og harpe, Jesper Frost Bylling på bas, Klaus Thrane på trommer, Sigrid Rasmussen på violin og sang samt organist Claus Bach Nielsen på kirkens orgel. Musikerne fremførte på bedste vis både kendte klassiske værker og egne kompositioner, hvilket gav koncerten en flot variation i genrer og udtryk.

Sopran Lise Robenhagen Hjørne fra Strandby tryllebandt publikum med smukke klassiske sange og kendte musicalklassikere.

I pausen mellem første og anden afdeling blev der serveret bobler og kransekage på Kirketorvet, hvilket bidrog til den festlige nytårsstemning.

Anden afdeling åbnede stemningsfuldt med Tine Lilholt, der på harpe fremførte “The Crystal”. Herefter sang Sigrid Rasmussen den færøske sang “Tíðin rennur”, som høstede stort bifald. Jens-Christian Wandt rørte publikum med den smukke vise “Den allersidste dans”, inden Kimona og Sascia for alvor fik taget til at lette med “Ain’t No Mountain High Enough”.

Koncerten kulminerede i stående klapsalver, da sopran Lise Robenhagen Hjørne og tenor Jens-Christian Wandt – sangere på allerhøjeste niveau – fremførte den smukke duet “Time to Say Goodbye” og satte et stærkt og mindeværdigt punktum for årets nytårskoncert.

Som allersidste nummer blev “Dejlig er jorden” sunget af alle medvirkende og publikum i fællesskab – en smuk og stemningsfuld afrunding på en over to timer lang nytårskoncert. Publikum forlod kirken med store musikalske oplevelser og nytårsglæde i sindet.

Overskuddet fra koncerten går til Folkekirkens Nødhjælp.

Koncerten blev streamet via Abildgård Kirkes Facebook, og der var rigtig mange der fulgte koncerten hjemme i stuerne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...