Advarsel til 140 borgere om manglende snerydning
Ni private fortove er i løbet af vinteren blevet ryddet for sne af Park og Vej på grundejernes regning. Det er resultatet af, at Frederikshavn Kommune har valgt at styrke kontrollen af snerydning/glatførebekæmpelse på grundejeres fortove.
Kontrollen foregår på den måde, at de mest befærdede veje prioriteres højest, og der bliver fulgt op på alle henvendelser fra borgerne. Hvis der konstateres manglende snerydning/glatførebekæmpelse, bliver der sendt eller afleveret et varsel om påbud. Har henvendelsen ingen effekt, bliver der sendt et påbud. Sker der stadig ingenting udføres arbejdet på grundejers regning af Park og Vej.
I perioden 7. december 2012 til 28. januar 2013 er der sendt/afleveret 140 varsler om påbud, heraf er de 22 på baggrund af borgerhenvendelser. Der er sendt 35 påbud.






































