Bangsbo Blomsterfestival: I år med parkering på fodboldbane
Når Bangsbo Blomsterfestival lørdag 6. og søndag 7. juni igen byder velkommen i Bangsbo Botaniske Have, bliver det med alt det, som gennem årene har gjort festivalen til en fast tradition for tusindvis af gæster, samt nye oplevelser, underholdning og vigtige praktiske ændringer for årets besøgende.
Bag årets festival har der nemlig ligget et stort arbejde med at finde løsninger, der sikrer en god oplevelse fra start til slut.
En af de største ændringer handler om parkering. Tidligere har festivalens gæster kunnet benytte militærets områder, men den mulighed er ikke længere tilstede. Derfor har arrangørerne måtte finde en ny løsning for de mange besøgende, der igen i år forventes at finde vej til Bangsbo.
Løsningen er fundet i et stærkt lokalt samarbejde, hvor fodboldklubben Bangsbo Freja har stillet "Frejaparken" til rådighed som parkeringsområde under festivalen.
Skulle vejret i dagene op til festivalen byde på kraftig og vedvarende regn, vil løsningen dog ikke blive taget i brug, da arrangørerne naturligvis ikke ønsker at beskadige fodboldbanen. I stedet vil gæster være henvist til de øvrige parkeringsmuligheder i Bangsbo-området, som altid er tilgængelige.
- Det har været en vigtig prioritet for os at finde en god løsning, fordi vi ved, hvor meget de praktiske rammer betyder for gæsteoplevelsen. Vi er taknemmelige for hjælpen fra Bangsbo Freja og for den store lokale opbakning, vi møder omkring festivalen, siger Nicklas Nielsen Borbjerggaard, formand for styregruppen bag Bangsbo Blomsterfestival.
Når gæsterne er kommet gennem entréen, venter der en festivaloplevelse, der rækker langt ud over blomster og planter. Blomster og planter er fortsat hjertet i Bangsbo Blomsterfestival, men gennem årene har festivalen også udviklet sig til en bredere oplevelse, hvor der er plads til både kunst, underholdning og familieaktiviteter. Med over 50 stadeholdere bliver Haven igen fyldt med inspiration, farver og oplevelser, og årets program favner bredere end det klassiske plantemarked.
Blandt årets nye oplevelser er en inspirerende udstilling med stueplanter og indendørs brugskunst skabt af Anne fra Flora Flora i Elling, mens den populære orkidéudstilling med Michael Tibbs også vender tilbage. Den lokale kunstner TrineMatea Kostending udstiller samtidig malerier med motiver inspireret af både blomster og Frederikshavn. Gennem hele weekenden vil der være musik, dans og aktiviteter for børn, så festivalen fortsat er en oplevelse for hele familien.
Et af weekendens mere festlige indslag finder sted lørdag klokken 14.00, hvor kendte personer fra Frederikshavn skal dyste om titlen som Årets Frederikshavnsmester i gummistøvlekast.
Festivalgæsterne får i år også mulighed for at kombinere besøget med en kulturel oplevelse hos naboerne på Kystmuseum Bangsbo, hvor der tilbydes entré til 50 kroner ved fremvisning af stemplet fra entréen til Blomsterfestivalen.
- Der opleves en utrolig opbakning omkring festivalen. Fra vores mange stadeholdere, som er med til at skabe festivalens indhold, fra vores samarbejdspartnere og ikke mindst fra de mange gæster, som vender tilbage år efter år. Det er den opbakning, der gør det muligt at udvikle festivalen videre ud i fremtiden, siger Nicklas Nielsen Borbjerggaard.
Samtidig er Bangsbo Blomsterfestival med til at skabe værdi langt ud over selve weekenden, da overskuddet går til den fortsatte udvikling af Bangsbo Botaniske Have. Det betyder meget, at festivalen både skaber gode oplevelser her og nu og samtidig bidrager til udviklingen af Bangsbo Botaniske Have, som mange mennesker har glæde af året rundt.
- Nu glæder vi os først og fremmest bare til at byde både nye og tilbagevendende gæster velkommen til en fantastisk weekend i Bangsbo. For os er Blomsterfestivalen også starten på sommeren, og vi håber, at rigtig mange har lyst til at byde sommeren velkommen sammen med os, udtaler Nicklas Nielsen Borbjerggaard.
Åbningstalen holdes lørdag kl. 10.00 af borgmester Jon Andersen.
Billetpriserne til årets festival er 50 kroner for en dagsbillet eller 75 kroner for en weekendbillet, mens børn under 16 år har gratis adgang.








































