Bangsbo Freja modtog tidlig julegave fra Bangsbo Frejas Bingoklub
I denne uge fik Bangsbo Frejas formand, Almina Nikontovic, en tidlig julegave til klubben. Bangsbo Frejas Bingoklub meddelte, at støtteforeningen på sin generalforsamling besluttede at donere 50.000 kroner til Bangsbo Freja.
Det er med stor glæde og taknemmelighed, at fodboldklubben i Frederikshavn modtager denne flotte gave.
Almina Nikontovic oplyser, at pengene blandt andet skal bruges til børnene i klubben, det vil sige de allermindste og nyeste fodboldstjerner.
- Vi leder i den forbindelse efter den rigtige person, som kan og vil gå forrest i udviklingen af børnefodbold i klubben, fortæller Almina Nikontovic.
Hun hører gerne, hvis der er en person, som er interesseret i at arbejde med de yngste i Bangsbo Freja.
Bangsbo Frejas Bingoklub holder bankospil i Bingohallen i Hobrogade, og overskuddet går blandt andet til støtte for børnefodbolden i Bangsbo Freja.
- Vi er utrolig glade for, at frivillige i bingoklubben vil gøre en stor indsats, som kommer klubben til gode med så flot et beløb, siger Almina Nikontovic
Jan Schou, en af de frivillige, som har været med i Bangsbo Frejas Bingoklub i mange år, overrakte den flotte check til Almina Nikontovic.
Bangsbo Freja sender en stor tak til de frivillige i bingoklubben og de mange bankospillere, som støtter op om bingoklubbens spil.