Bangsbo Frejas hattrickhelt efter 8-1: - Nu skal vi have nogle bajere
Fredagens lokalopgør i serie 4 endte med en fortjent 8-1 sejr til Bangsbo Freja, der hurtigt fik afgjort tingene med fire scoringer efter blot 30 minutter. Hjemmeholdets farlige angriber Daniel Beith var helt ustyrlig og scorede tre mål i storsejren.
- Nu skal vi ned i omklædningsrummet og have nogle bajere, og så må vi se, om vi skal en tur videre. Det kunne jeg næsten forestille mig sådan en fredag aften, lød det fra den feststemte hattrick-helt.
Han og Bangsbo Freja udspillede i perioder af kampen lokalrivalerne fra Understed, og allerede efter en halv time stod der 4-0 på måltavlen, hvilket fik et par skønne børn på lægterne til at synge den berømte 4,4,4,4-0-sang, som vi flere gange har hørt i Parken, når det danske landshold tryller.
Og trylle, det gjorde Bangsbo Freja i aften - med næsten 100 tilskuere på det skønne anlæg, hvor grillpølserne og de kolde øl blev nydt denne herlige forårsaften. Hjemmeholdet var klart bedst, og der kunne ikke pilles ved den store sejr, der sagtens kunne være blevet et par mål større.
Selvom Bangsbo Freja scorede otte mål, var det Understed-reduceringen til 4-1, der blev kampens detalje. Mathias Birk Jakobsen sendte med et drømmehug fra 25 meter bolden ind i netmaskerne. Desværre fangede vores fotograf ikke den smukke scoring, der ellers uden tvivl ville kandidere til årets mål.
Kampen blev ledet af den kun 17-årige dommer Nikolaj Rosander, og han sørgede for en god linje i en fair spillet kamp, hvor Understed dog i anden halvleg måtte indkassere tre advarsler til Simon Werner, Jacob Nejsig og Aleksander Nørgaard. Det var dog ikke udtryk for en hårdt spillet kamp, men fordi gæsterne ganske enkelt hang bagefter.
Understeds anfører og alderspræsident, René Olesen, var en fattet mand, da han mødte Kanal Frederikshavn efter kampen.
- Jeg synes ikke, vi er helt klar fra starten af. Det virker til, Bangsbo vil det lidt mere end os fra starten af, og så vi laver nogle dumme forsvarsfejl, hvor de scorer på nogle lange indkast, og der er ikke spillet særlig lang tid, så er vi jo bagud 4-0, og så er kampen reelt set afgjort, lød det blandt andet fra Understed-anføreren.
Med sejren, som var Bangsbo Frejas første i sæsonen, bytter de to hold plads, og det efterlader Understed under nedrykningsstregen efter fem kampe.
Video: Oliver Høj Eriksson Kristensen



































