Bedst for Danmark med lavere moms på økologi
Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (A), valgt i Frederikshavn-kredsen, har skrevet dette indlæg: Det har længe været diskuteret, om vi skal sænke momsen på fødevarer, som de gør i de fleste andre lande. Debatten har været intens den seneste tid, hvor mange har oplevet, at det har været svært at få pengene til at række, når der handles ind.
Senest tonede statsminister Mette Frederiksen frem på tv-skærmen 1. januar, hvor hun i sin nytårstale indvarslede, at regeringen ikke alene er klar med en ny fødevarecheck til værdigt trængende, som på den måde kan få et kontant tilskud til at afbøde de værste prisstigninger på dagligvarer. Regeringen er også klar til at kigge på at sætte momsen ned – enten på fødevarer generelt eller måske på frugt og grønt.
Det er nye og spændende toner. Det er positivt med en udstrakt hånd til de mest udsatte danskere. Det er efter min mening god socialdemokratisk politik. Og det er på tide med en politik, der gør op med den stigende økonomiske ulighed i samfundet.
Når det kommer til differentiering af momsen, synes jeg, vi skal tillade os at være endnu mere visionære og ambitiøse. Sænker vi momsen på samtlige fødevarer, og hvis det skal kunne mærkes af danskerne, bliver det hurtigt en urealistisk dyr omgang. Samtidig risikerer vi at misse chancen for at fremme andre samfundsinteresser i samme hug. Vælger vi f.eks. at gøre frugt og grønt billigere, fremmer vi også folkesundheden. Forskning viser, at hvis vi spiser mere frugt og grønt, forebygger vi en lang række livsstilssygdomme, herunder kræft.
Vil vi også fremme miljø, biodiversitet og dyrevelfærd, skal vi overveje at sænke momsen på økologi. Økologi er uden kemiske sprøjtemidler, der forurener vores fjorde, have og grundvand, og som er dybt skadelige for f.eks. fugle og insekter i naturen. Tager vi økologisk kød og mejeriprodukter med i den lavere moms, fremmer vi også fritgående grise, kyllinger og køer m.m. Økologi er en af de bedste måder at styrke dyrevelfærden og forebygge f.eks. antibiotikaresistens, som både Etisk Råd og Dyrenes Beskyttelse har bemærket.
Endelig er det ikke uvæsentligt, at vi i Danmark er langt bedre til at dyrke økologi, end de er i mange andre lande. Med lavere moms på økologi fremmer vi altså mere dansk produktion, end hvis vi sænker momsen på konventionelle produkter. Jeg vil da langt hellere fremme lokal dansk landbrugsproduktion med ordnede forhold – også på arbejdsmarkedsområdet, end jeg vil importere udenlandske produkter, hvor produktionen ofte er forbundet med social dumping, elendige arbejdsforhold og et anderledes lemfældigt forhold til miljø, klima og dyrevelfærd.
I dag straffes mange danskere faktisk økonomisk for at tage ansvar og købe økologisk. Da økologiske produkter ofte er lidt dyrere end konventionelle, betales der også moms af merprisen. Beregninger fra Økologisk Landsforening viser, at momsen af merprisen for økologiske varer udgør hele 700 millioner kroner om året. Det er alligevel noget af en ”strafporto” til de danskere, der tager ansvar og fremmer dyrevelfærd, miljø og biodiversitet.
Jeg foreslår derfor, at vi viser mod og handlekraft ved at sænke – eller helt fjerne – momsen på økologi. Det vil være den kloge, ansvarlige og bæredygtige måde at gøre fødevarerne billigere for danskerne. Og så løser vi ikke kun ét problem – de høje priser. Vi løser mange vigtige udfordringer for samfundet på samme tid. Vi fremmer sundhed, miljø, dyrevelfærd, klima, biodiversitet mm. Ligesom vi i højere grad fremmer dansk produktion med ordnede forhold, end vi gør med andre forslag.
Vælger vi at sænke momsen på alt økologi til f.eks. 15 procent, koster det statskassen 1,1 milliard kroner om året. Vælger vi helt at fjerne momsen på al økologi, bliver prisen 3,2 milliarder kroner. Det er billigt sluppet, når man tager i betragtning, hvor mange forskellige og afgørende problemer vi løser for samfundet med ét enkelt initiativ.
I debatten har det været nævnt, at Danmark ikke må sænke momsen alene på økologi, da det vil være konkurrenceforvridende, fordi man ikke må have forskellige momssatser på sammenlignelige produkter. Men produkterne er jo netop ikke sammenlignelige, da påvirkningen på det omgivende samfund er vidt forskellig. Derfor har EU-Kommissionens skattekontor meddelt Økologisk Landsforening, at beslutningen om nedsat moms på økologi alene er en dansk politisk beslutning.
Det står os med andre ord frit for at træffe det ansvarlige, bæredygtige og dyreetiske valg – nemlig at sænke momsen på al økologi. Lad os komme i gang.




































