Bemærkning til debatten om ældreplejen i Frederikshavn Kommune

Vi bruger ufattelige summer på f.eks. psykiatrien, tilskud til psykologer og behandlere i det hele taget. Vi har efterhånden skabt en kultur, som jeg tidligere har omtalt i en anden artikel. Denne kultur ligner noget, hvor vi ikke selv har noget ansvar længere. Det er så behageligt, belejligt og  nemt at sige, at det er alle andres skyld.

Vi glipper totalt i vores iver eget ansvar for at anbringe et ansvar hos nogen, som dermed bliver til syndebukke, hvad enten det er deres skyld, at f.eks. ældreplejen sejler, som den beviseligt gør. Må jeg minde om, at det er en ufravigelig sandhed, at det, du anser som en fejl hos andre, med 
garanti er en fejl i dig selv også.

Hvis du kan se en fejl hos et andet menneske, kunne det så skyldes, at du selv besidder selv samme fejl? Hvorfra skulle du ellers vide, at den fejl du peger på, er en fejl?

Hvis jeg nu spørger dig, mener du ikke, at det, du hader hos andre, i virkeligheden mangler i dig selv? Er det ikke bare en anden måde at stave misundelse på?

Hvad med at se det, som vi alle gør forkert? Jeg nævner det i min anden artikel her på Kanal Frederikshavn: Så længe du er af den opfattelse, at andre har ansvaret for at løse dine personlige udfordringer for dig, lige så længe står vi med problemer som dem i ældreplejen. Det er så let at skyde på dem, som har empati som et kald i livet. Det er nærmest omkostningsfrit.

Må jeg minde om, at nogle af de absolut tungeste poster på vores samfunds budget er udgiften til psykiatrien, fængslerne og andre institutioner, hvor det, vi så bramfrit betegner som selvforskyldte livsforhold, koster svimlende summer.

For at bruge et billede, jeg brugte i min første artikel, så kig engang på en indlæggelse i psykiatrien. Et menneske, som har brug for at få styr på nogle meget ubehagelige mentale smerter, kommer til at tale med en psykiater. Denne læge er med garanti rigtig dygtig, det må ingen være i tvivl om, at jeg tror på. Men selvsamme læge åbner ”ballet” med at spørge, hvad fejler du? I mit eget tilfælde, da jeg som patient i psykiatrien blev stillet overfor netop dét spørgsmål i en samtale med en psykiater, kom jeg for skade at sige: ”Havde jeg det svar selv, hvad skulle jeg så med en psykiater?”

Samme læge fandt så frem til nogle symptomer, som så udløste nogle piller, som lagde en spændetrøje omkring min hjerne. Efterfølgende, da hjernen VAR taget på ferie i en osteklokke, blev lægen, som kørte min ”behandling”, enig med sig selv om, at det nok var bedst at starte nogle 
samtaler med henblik på at indlede den egentlige ”behandling”.

Hvor meget kan en struds høre, når den i angst stikker hovedet i jorden for at gemme sig? Nej, vel. Overvej så lige de enorme summer vi bruger på f.eks. psykiatrien. Ikke at vi kan undvære den, men der er også andre veje, vi kan vælge at gå.

Det er et ufravigeligt faktum, at der FINDES situationer, hvor ingen anden behandling er mulig ud over den berømte osteklokke over hovedet. Patienter må nødvendigvis i grelle tilfælde passiviseres for ikke at gøre skade på sig selv og deres omgivelser. Smerteligt at vide, men et nødvendigt ”onde”.

Når jeg så ser, at man bruger ord som ”Ældre-byrden” i debatten i samfundet, bliver jeg harm. Mit hjerte græder. Jeg er usigeligt flov over at vide, at de selv samme mennesker som fødte os, gav os mad, kærlighed, tryghed, tag over hovedet, samtidig med at de opbyggede det samfund, vi nyder godt af i dag, skal benævnes en byrde, når deres kroppe takker af, grundet slid, sygdomme, som ingen af dem har nogen skyld i. Få er måske så heldige, at de kan trække sig og nyde deres livs efterår og vinter men en krop, som ikke er ved at knuse dem i daglige smerter.

Mål på de rigtige parametre, hvis du absolut skal måle. Hvordan kan vi leve med os selv, velvidende at ældre mennesker, som byggede dette land, sidder i fyldte bleer i timer, fordi ressourcerne, som skulle sikre dem en værdig afslutning på et langt liv er kanaliseret over til områder, som med en smule omtanke kunne gøres mindre økonomisk belastende.

Levede erfaringer brugt de rigtige steder kan gøre en verden til forskel. Har vi efterhånden ikke opdaget, at nogle ting skal man løse gennem levede erfaringer, ikke medicin eller dyre indlæggelser.

Vær så rar ikke at undre dig over, at mennesker begår kriminalitet, går ned med psykiske lidelser eller afslutter livet for egen hånd, når vi ikke kaster penge efter noget, som beviseligt kan løse så mange problemer alene ved samtalens kraf, og lidt menneskelig forståelse. Sover man godt i den vished, at de mange besparelser kun træder alt for tydeligt frem i de alt for høje selvmordsrater, vi oplever i samfundet?

Hvornår er det at fjerne maden fra mennesker blevet en lokkende gulerod til at søge et arbejde, hvor der intet arbejde findes? Hvem vil ansætte en KZ-fange?

Forklar mig lige, hvordan to mænd, hvis liv hang i en tråd, kunne skabe Anonyme Alkoholikere og ved simpelthen at bruge de mest enkle midler hen over 90 år har hjulpet millioner af mennesker ud af misbrugets helvede og genskabt de selv samme ”stakler” som nyttige borgere, som igen kunne yde til samfundet i form af arbejde og dermed bidrage til fællesskabet gennem skatten. AA er langt fra svaret på alt. Jeg bruger det bare som et eksempel på, hvad levede erfaringer KAN gøre af forskel.