Hans Berthelsens 50-års jubilæum med EDB
Hans Berthelsen, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Man tænker altid godt, når man går ture med sin hund. Forleden kom jeg til at tænke på, at det i år er 50 år siden, jeg første gang stiftede bekendtskab med IT og computere, eller EDB og Data-terminaler, som det jo hed dengang, før de engelske gloser tog overhånd.
Jeg var dengang ansat i Sessan Linjens passagerafdeling og 1. februar 1976 gik man over til Data-booking.
Indtil da var booking - eller pladsbestilling, som vi mest sagde dengang - foregået manuelt ved, at man havde et kartonkort for hver afgang, hvorpå vi noterede kundens navn, og kunden blev så udstyret med et bookingnummer, som var identisk med den dato, bestillingen blev foretaget.
Færgerne kunne tage 300 personbiler eller 26 lastbiler. Pladserne blev så alt efter efterspørgsel fordelt mellem kontorerne i Frederikshavn og Göteborg og mellem passagerafdeling og fragtafdeling. Fik vi udsolgt på en afgang, måtte vi ringe til Göteborg og se, om de havde ledige pladser.
Temmelig besværligt, og dengang kunne man ej heller ringe direkte til Sverige. Nej, vi måtte ringe op til Rigstelefonen og fortælle, hvilket nummer vi ønskede, og så blev man stillet om. Det var også et problem, hvis et kort for eksempel blev væk – så var man på den. Så det var meget tidskrævende og besværligt.
Så det var et kæmpe fremskridt, der blev taget. Der blev trukket kilometervis af kabler, og en EDB terminal/modem på størrelse med et mindre sommerhus blev sat op i et baglokale. Alle vi, der var i bookingen, var naturligvis på kursus inden, og jeg husker, at nogen af de lidt ældre var meget skeptiske overfor dette nymodens isenkram.
Husker specielt én, der ligefrem kastede håndklædet i ringen og sagde op. Hun blev nu overtalt til at trække opsigelsen tilbage og blev da også fortrolig med systemet. Sjovt nok havde jeg fravalgt EDB, da jeg få år tidligere gik på handelsskolen, for det tænkte jeg ikke var noget, jeg fik brug for.
Efter Stenas overtagelse af Sessan i 1981 blev jeg ansat på Frederikshavn Rejsebureau, og der var EDB endnu ikke nået til. Det vildeste man havde her var en elektrisk skrivemaskine, så det var jo lidt af et tilbageskridt.
Når vi skulle bestille fly, færge, togbilletter eller charterrejser ringede vi til leverandøren og bestilte. Vi havde tykke bøger, som kom en gang om måneden med fly, tog og færgeafgange. Men med tiden kom EDB jo også til her, men nu hed det IT og PC'ere.
I dag ville det jo være helt utænkeligt at kunne arbejde og lave rejser, eller for den sags skyld alt muligt andet uden en PC.





































