Dagplejens Dag: En hyldest til nærvær, glæde og små fællesskaber
I dag fejrer Frederikshavn Kommune Dagplejens Dag. Det er en helt særlig dag, hvor børn og dagplejere samles til en festlig formiddag fyldt med leg, sang, smil og masser af hygge i børnehøjde.
Hvert år markeres dagen anden onsdag i maj, og det er en dag, alle glæder sig til.
Fra morgenstunden er der en summen af forventning og glade grin. Børnene og dagplejere møder op i festhumør, og barnevognene og ladcyklerne er pyntet med flag og røde hjerter, som spreder glæde gennem byens gader.
- Sammen går/kører vi rundt i byen, hvor vi pynter med vores "Nærværs-sten", hjerter, og vinker til dem, vi møder på vores vej. Formiddagen bruges på fælles fest for både børn og dagplejere – en stund fyldt med nærvær, latter og gode oplevelser, som skaber minder hos både store og små, fortæller pædagogisk leder Helle Oddershede.
Dagplejen er noget helt særligt. Her er der plads til det enkelte barn, til tryghed, omsorg og ro. Den kommunale dagpleje bygger på stærke værdier som nærvær, kærlige relationer og små fællesskaber, hvor børn får mulighed for at udvikle sig i et varmt og trygt miljø.
- Dagplejens Dag er derfor ikke bare en festdag. Det er også en hyldest til alle dagplejere, som hver eneste dag møder børnene med åbne arme, omsorg og hjertevarme, fastslår Helle Oddershede.








































