A/S Trigon støtter op om Cykelnerven og forskning i sclerose
Når Mette Kammer Pedersen fra Frederikshavn deltager i Cykelnerven 2026, sker det blandt andet med støtte fra A/S Trigon. Et formål, der ligger i naturlig forlængelse af Trigon Fondens arbejde med at støtte forskning i sclerose.
Cykelnerven er Scleroseforeningens årlige velgørenhedsindsats, hvor ryttere fra hele Danmark samler midler ind til forskning i sclerose. Cykelnerven samler hvert år flere hundrede deltagere i et forløb med træning, indsamling og fællesskab.
Forløbet afsluttes i Frankrig, hvor rytterne cykler udvalgte bjergetaper fra Tour de France. Det er en krævende udfordring, der forener en fælles indsats med et vigtigt formål.
Som deltager forpligter man sig til at samle midler ind til Scleroseforeningen, blandt andet gennem sponsorater, donationer og støtte pr. kilometer eller højdemeter.
Når Mette Kammer Pedersen fra Frederikshavn trækker i cykeltrøjen til juni, er det blandt andet med A/S Trigon som trøjesponsor.
At netop Trigon støtter formålet, er ikke tilfældigt. Bag virksomheden står Trigon Fonden, hvor støtte til forskning i sclerose er et af de fire hovedformål. Dermed ligger indsatsen i naturlig forlængelse af virksomhedens værdier.
- Jeg synes, det er positivt at se, hvordan lokalsamfundet bakker op. Ting kommer ikke af sig selv, og der er ingen forskning uden midler. Jeg har stor respekt for virksomheder, der prioriterer at tage et ansvar. Det betyder meget, at nogen vælger at bidrage, og jeg er taknemmelig for den støtte, jeg har fået, fortæller Mette Kammer Pedersen.
Udover Trigon har hun også fået trøjesponsorat fra Jacobs Fiskerestaurant samt støtte fra Villy Andersen. Dermed er hun en af de få deltagere fra Nordjylland, der har mere end én sponsorer med på trøjen, når turen går til Frankrig.
Mette Kammer Pedersen deltager i Cykelnerven for første gang i år sammen med sin mand og veninde. For hende er det især udfordringen, der er drivkraften bag.
- Det er først og fremmest en fysisk udfordring. Det er fire dage, hvor man skal præstere på et højt niveau. Samtidig er der også en opgave i at samle penge ind. Det kræver, at jeg har været åben om mine egne bevæggrunde og har kunnet vise virksomhederne, hvad deres støtte går til, siger hun.
- Jeg har selv været ramt af alvorlig sygdom for nogle år siden og er heldigvis kommet godt igennem. For mig er det derfor også en måde, hvor jeg kan give noget tilbage. Sclerose får ikke altid så meget opmærksomhed, selvom mange er ramt. Jeg har selv en nær ven med sygdommen, og efter jeg meldte mig til, er det blevet tydeligt, hvor mange der har det tæt inde på livet.





































