Gå til hoved-indhold
17. maj 2026 - kl. 00.05

Frederikshavn får en turnépremiere fra Folketeatret i København

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn bliver første stop, når Folketeatret i København drager på turné med forestillingen "Truckervask til ældrebyrden". Det sker 5. september i år.

FOA Frederikshavn og Frederikshavn Teaterforening er gået sammen om at vise Folketeatrets forestilling.

Det sker lørdag 5. september kl. 16.00 i Det Musiske Hus.

- Vi er stolte over, at teaterdirektør Mette Wolf deltager ved turnépremieren her hos os, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.

Billetter kan købes her.

"Truckervask til ældrebyrden" handler om mennesker og omsorg, der gror ved nærvær.

Den arbejdsløse mekanikerassistent Nicky søger desperat et job og ender som ufaglært medhjælper på plejehjemmet Solsiden. Her åbner sig et univers langt fra det liv, Nicky kender, og han bliver en del af et kaotisk og skæbnesvangert plejehjemsdrama, der tvinger ham ud af sin komfortzone.

Nicky møder undervejs et broget persongalleri af beboere og ansatte, hver med deres historie, særheder og længsler. Han knytter et helt særligt bånd til den nytilkomne beboer, Herta, der savner sin frihed og modvilligt må kalde Solsiden for sit hjem.

Gennem deres fælles frustration finder Nicky og Herta hinanden, men i takt med at Nicky langsomt falder til, stiger arbejdspresset på plejehjemmet, og omsorg og nærvær bliver til forsømmelser. En forestilling, der viser os alt om livet i den seneste tid.

Der er ikke lagt fingre imellem, og intet pakkes af vejen. Det er fra et reelt oplevet ophold, hvor skuespillerne har været i praktik på forskellige plejehjem og med egne øjne og krop oplevet livet, som det er.

Et af de steder, hvor de havde været i praktik, var der til premieren besøg fra personalet. Det var med stærk stemmeføring, at den ansatte udtalte: "Ja, det er helt klart mig, der gik rundt der på scenen – virkelig godt spillet - en stærk oplevelse".

- Vi håber, at rigtig mange vil komme og møde livet på plejehjemmet Solsiden, og vi er glade for, at FOA i Frederikshavn bakker op om mødet med de skønne ældre på scenen, der spiller råt og ærligt, siger Lilly Pedersen.

Medvirkende: Marcus Gad Johansen, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Petrine Agger, Amira Jasmina Jensen, Joen Højerslev, Lene Poulsen, Jela Natius Abildgaard 

Scenografi, dramatiker og instruktør: Succes-trioen Henrik Szklany (dramatiker), Martin Nyborg (instruktør) og Laura Rasmussen (scenograf).

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...