Fredag: Billetsalg til Rock i Frederikshavn begynder i Sparekassen Danmark
Fredag begynder billetsalget til Rock i Frederikshavn 2024, og i år har arrangørerne allieret sig med Sparekassen Danmark på hjørnet af Hangårdsvej og Rådhus Allé, hvor dørene åbner kl. 17.00.
De foregående mange år har Rock i Frederikshavn stået i gågaden til Open by Christmas, men i år samarbejder man altså med Sparekassen Danmark, som er en af arrangementets hovedsponsorer.
- Vi synes, de skulle indenfor i varmen, og derfor åbner vi dørene til vores lokaler. Vi sørger for, at der drikkevarer og popcorn til børnene, og der er livemusik i de tre timer, vi sælger billetter, oplyser afdelingsdirektør Klaus Nielsen, Sparekassen Danmark i Frederikshavn.
Der vil naturligvis være flere repræsentanter fra Rock i Frederikshavn tilstede i sparekassen.
Sparekassen Danmark er med som hovedsponsor med ønsket om at gøre noget godt for Frederikshavn.
- Vi ser jo, hvordan de år efter år fylder pladsen på Knivholt. Det synes vi, er fantastisk, og essensen i det er jo, at der er nogle lokale folk, som gør et kæmpe stort stykke arbejde, og det skal klart have vores støtte, fortæller erhvervskundechef Mads Bech, Sparekassen Danmark.
Da Kanal Frederikshavn besøgte Sparekassen Danmark, havde Mads Bech netop modtaget 2024-plakaten, hvor vi finder navne som Carpark North, Infernal, Kreds & Falch, Birthe Kjær, Queen Machine, Heinstein, Zar Paulo, Chefen & Hitfesten og Jesper Nielsen Band.
- Jeg tror, at mange har den samme følelse som mig. Der er mange minder i det her. Man møder op år efter år. Det er et samlingspunkt, hvor man har en fantastisk dag fyldt med glade og sjove mennesker, siger Mads Bech.
Skulle det lykkes at kapre et par kunder eller tre, vil det klart være en sidegevinst for Sparekassen Danmark.
Billetterne sælges fredag for 450 kroner. Møder du op i Sparekassen Danmark i Frederikshavn mellem kl. 17.00 og 20.00 sparer du gebyret på 25 kroner, og du får endda et par ishockeybilletter til en af Frederikshavn White Hawks' hjemmekampe.
Du kan også købe din billet online.