Borgerne har krav på fuld åbenhed om kommunens retssager
Peter Nielsen, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Kære borgmester Karsten Thomsen. I forbindelse med, at et nyt byråd nu tiltræder, er det efter min opfattelse både rimeligt og nødvendigt, at borgerne i Frederikshavn Kommune får et klart indblik i, hvilke større retssager og voldgiftssager kommunen aktuelt er involveret i.
Når kommunen fører en sag, er det i sidste ende borgernes penge, der finansierer både processen og eventuelle tab. Derfor bør det være en helt naturlig del af god forvaltningsskik, at der gives åben, letforståelig og samlet information om:
- Hvilke større sager kommunen er part i
– herunder om det er retssager, voldgiftssager eller andre tvister med potentielt store økonomiske konsekvenser. - Hvad de økonomiske worst case-scenarier er for hver sag
– inklusive et overslag over samlede omkostninger, så både sagsomkostninger, eventuelle erstatningskrav og andre udgifter indgår. - Hvornår sagerne forventes berammet eller afgjort
– så borgerne kan følge processen og forstå tidsperspektivet.
Sådan gennemsigtighed vil ikke kun styrke borgernes tillid, men også sikre en mere oplyst offentlig debat. Åbenhed bør ikke være noget, borgerne skal bede om – det bør være en naturlig del af kommunens måde at arbejde på.
Derfor håber jeg, borgmester Karsten Thomsen, at du inden du stopper som borgmester, vil delagtigøre os borgere i en samlet oversigt over kommunens verserende større sager samt de mulige økonomiske konsekvenser, før de når deres afgørelse.
Borgerne har krav på at vide, hvilke risici vores fælles økonomi er udsat for.




































