Gå til hoved-indhold
30. maj 2024 - kl. 00.05

Borgmester om Ålbæk-sagen: - Nu stopper det her

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Blev der på onsdagens byrådsmøde sat et endeligt punktum for den såkaldte "Ålbæk-sag", hvor Venstre tilsyneladende forsøgte at vælte Peter Laigaard, formand for Kultur- og Fritidsudvalget? Det vides endnu ikke, men sikkert er det, at et flertal ønsker, at Venstre dropper sagen.

- Vi har i dag fået en fortrinlig orientering. Jeg fatter ikke, at Venstre bliver ved med at mene, at der er musefælder i det hele. Nu må det stoppe. Vi må vise tillid til vores eksperter i administrationen og byrådet. Ellers bliver de næste 18 måneder frem til kommunalvalget en ørkenvandring. Stop nu dette vanvid af forfølgelse. Det har befolkningen og politikerrne krav på, sagde løsgængeren Erik Kyed Trolle.

Den såkaldte "Ålbæk-sag" går helt tilbage til april 2023, hvor Kultur- og Fritidsudvalget godkendte en ansøgning fra Aalbæk Idrætscenter. Den blev så efterfølgende trukket tilbage på næste møde på grund af manglende hjemmel. 

På byrådsmødet 24. april 2024 fremsatte Venstre en initiativsag om, at administrationen skulle bemyndiges til at meddele meroffentlighed i denne sag. Det kommer dog ikke til at ske.

- Vi synes faktisk, at denne sag fortjener meroffentligthed, hvis vi vil det. Det opfordrer Venstre til. Offentligheden skal have lov til at se denne sag, sagde Lone Haugaard (V) på byrådsmødet.

Christina Lykke (SF) erkendte, at hun har opgivet at gennemskue "Ålbæk-sagen".

- Vi har brugt så meget tid på elefanten i rummet. Skulle vi ikke hellere bruge tiden på de mange andre udfordringer i kommunen?, spurgte Christina Lykke.

Borgmester Birgit S. Hansen var helt enig.

- Nu har administrationen brugt nok tid på denne sag. Det handler også om tillid til administrationen og vores fagfolk. Med fare for at blive kaldt magtfuldkommen i avisen vil jeg sige, at nu stopper det her, udtalte borgmesteren.

Hun kom med en kraftig opfordring til Venstre om at sende sagen i Tilsynsrådet, hvis de stadig mener, at "Ålbæk-sagen" skal kigges efter i sømmene. Samme holdning gav gruppeformand Karsten Thomsen (S) udtryk for.

Økonomisk handler sagen om et tilskud på 250.000 kroner, men det er ikke det centrale i sagen. "Offentligheden kender kun til toppen af isbjerget", har Lone Haugaard tidligere udtalt.

Peter Laigaard tog ikke ordet i debatten onsdag aften i byrådssalen, men til Kanal Frederikshavn udtaler han:

- Gode mennesker tæt på mig har rådet mig til at stoppe med at kommentere mere på "Ålbæk-sagen", som så i øvrigt er en ikke-sag. De faktuelle forhold taler for sig selv. Vi har masser af hårdt arbejde foran os inden kommunalvalget i 2025. Så det fokuserer jeg på.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...