Borgmesterkandidat Jon Andersen: - En historisk sejr for hele Nordjylland
Borgmesterkandidat Jon Andersen (V) har skrevet dette indlæg: Efter længere tids rygter er det nu bekræftet: Frederikshavn Kommune bliver hjemsted for byggeriet af fremtidige danske krigsskibe. På dagens pressemøde blev det offentliggjort, at projektet realiseres gennem et offentligt-privat partnerskab (OPP), og at Frederikshavn Havn bliver centrum for aktiviteterne.
Fra Venstre i Frederikshavn Kommune ser vi det som en milepæl – både for kommunen og for hele Nordjylland. Det er en historisk mulighed for vækst, arbejdspladser og styrket erhvervsliv.
Frederikshavn er det naturlige valg
Placeringen i Frederikshavn er alt andet end tilfældig. Vi har i årtier opbygget et stærkt maritimt økosystem med havnens faciliteter og virksomhedernes ekspertise som rygrad. Tilsammen danner Skagen, Strandby og Frederikshavn en maritim akse med helt særlige kompetencer inden for både skibsbygning og reparation.
Vi uddanner fremtidens specialister
Det, der for alvor gør os unikke, er koblingen mellem erhvervsliv og uddannelse. Frederikshavn er hjemsted for stærke uddannelsesinstitutioner som EUC Nord, Maritim Student og MARTEC. Her uddannes unge inden for alt fra skibsmontage til søfart og maskinmesterfag – og herfra udspringer nogle af landets bedst kvalificerede maritime fagfolk.
Samtidig bidrager lokale værfter som Karstensens Skibsværft og Orskov Yard med stærke lærlingeordninger, som hvert år tiltrækker unge fra hele regionen. De lærer ikke bare et fag – de bliver en del af en erhvervstradition, der nu for alvor cementeres med byggeriet af krigsskibe.
En gevinst for hele Nordjylland
Dette projekt kommer ikke kun Frederikshavn Kommune til gode. Det vil skabe aktivitet i hele regionen – fra leverandører og underleverandører til servicevirksomheder, uddannelsessteder og teknologipartnere. Det vil styrke de lokale arbejdsmarkeder, fastholde unge i uddannelse og tiltrække nye kompetencer til Nordjylland.
Venstre bakker op
På vegne af Venstres KV25-kandidater i Frederikshavn Kommune vil jeg – Jon Andersen, borgmesterkandidat for Venstre – understrege, at vi glæder os over, at vores kommune igen viser, at vi kan tiltrække store, strategiske projekter, når vi står sammen og bruger de styrker, vi har opbygget over årtier.
Det er nu vores opgave at sikre, at både virksomheder og uddannelsesmiljøer bliver tænkt aktivt ind i projektet fra starten. Vi vil arbejde benhårdt for, at de lokale gevinster bliver store, brede og langtidsholdbare.
Stor ros og tak til alle parter bag
Afslutningsvis vil vi sende en kæmpe ros og tak til alle de aktører – private såvel som offentlige og øvrige partier – der har knoklet for at få denne løsning i mål. Jeres vedholdenhed, samarbejdsevne og blik for helheden har banet vejen for noget, der kan blive et vendepunkt for Frederikshavn kommune og Nordjylland. Det her er et resultat af langsigtet indsats, og det fortjener stor anerkendelse.