Gå til hoved-indhold
10. december 2024 - kl. 09.12

Bowling: Sikker sejr til Stars & Strikes over Stenhuset fra Nørresundby

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Søndag spillede Stars & Strikes sin sidste bowlingkamp inden julepausen. Det var sæsonens syvende kamp, hvilket betyder, at halvdelen af sæsonen er spillet, og alle hold har mødt hinanden én gang. Målsætningen om medaljer er stadig realistisk, da Stars & Strikes ligger på fjerdepladsen med kun få point op til andenpladsen.

Søndagskampen blev spillet på hjemmebane mod Stenhuset fra Nørresundby. Inden kampen lå Stenhuset på tredjepladsen. Kampen startede godt med masser af væltede kegler og maksimale otte point på kontoen efter tre relativt sikre doublesejre. Hele fire mand scorede over 200: Carsten Degn (212), Thomas G. Larsen (203), Thomas Mølholt (201) og Claus Jørgensen (201). Føring på 8-0 til Stars & Strikes.

I 2. serie fik Thomas Mølholt en knæskade, som desværre forhindrede ham i at lave en høj score, og doublen blev tabt. I den anden double kæmpede Per Schou Truesen en brav kamp, men trods en høj score på 234, var det ikke nok til en sejr. Den sidste double vandt Stars & Strikes med 73 kegler efter en score på 203 af Rasmus Hansen, men to missede 10. ruder blev dyre, da Stenhuset vandt de to point for flest kegler med en margin på kun 12 kegler. Forspringet var reduceret til 10-6.

Skadede Thomas Mølholt blev erstattet af Kim Walther Nielsen, som straks viste sit værd med en score på 200. Doublemakkeren Thomas G. Larsen spillede også flot og scorede 216, hvilket resulterede i en sikker sejr. De to andre doubler spillede også godt, og trods lidt spænding i den ene double, som kun vandt med syv keglers forskel, gjorde Stars & Strikes igen rent bord og tog alle otte point. Føring på 18-6 halvvejs i kampen.

Højt at flyve – dybt at falde. For anden gang i kampen dykkede holdets score i den efterfølgende serie. Det lykkedes kun Stars & Strikes at vinde én double, mens Stenhuset vandt seks point og spillede sig tilbage i kampen. Føringen blev igen reduceret til stillingen 20-12.

Stars & Strikes har haft en lidt træls historik med at smide point i slutningen af kampene. Men i denne kamp ville frederikshavnerne det anderledes. Med fire spillere over 200 havde hjemmeholdet et holdsnit på næsten 202, hvilket gav maksimale otte point til kontoen. Stars & Strikes væltede samlet set 248 kegler mere end Stenhuset. Disse spillere scorede over 200: Claus Jørgensen (222), Thomas G. Larsen (208), Carsten Degn (204) og Rasmus Hansen (204). Føring på 28-12.

Hjemmeholdet holdt speederen i bund i kampens sidste serie, hvor alle tre doubler blev vundet sikkert. Rasmus Hansen havde stor succes med sit valg af bowlingkugler og scorede 237, ligesom Kim Walther Nielsen også sluttede kampen stærkt af med en score på 214. En fantastisk afslutning på kampen, som Stars & Strikes vandt 36-12. Det samlede keglefald blev på 6.864 mod Stenhusets 6.308 kegler.

Kampens spiller blev Kim Walther Nielsen, som var tilbage på sit sædvanlige niveau efter et formdyk i de sidste par kampe.

Sådan spillede holdet:
Rasmus Hansen (1.204 kegler over 6 serier – snit på 201)
Kim Walther Nielsen (772 kegler over 4 serier – snit på 193)
Carsten Degn (1.148 kegler over 6 serier – snit på 191)
Thomas G. Larsen (1.132 kegler over 6 serier – snit på 189)
Per Schou Truesen (1.096 kegler over 6 serier – snit på 183)
Thomas Mølholt (346 kegler over 2 serier – snit på 173)

Julepausen slutter 18. januar, hvor der venter en udebanekamp mod HIK-bowling, som ligger på tredjepladsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...