Brasiliansk Jiu-Jitsu og MMA vinder frem i Frederikshavn
Ishockey, fodbold, floorball, håndbold og badminton kender de fleste i Frederikshavn, men nu får flere og flere også øjnene op for MMA og Brasiliansk Jiu-Jitsu.
- Jeg begyndte i Frederikshavn MMA i sommer, og det var egentlig, fordi jeg havde tænkt i lang tid, at jeg godt kunne tænke mig at lære noget kampsport eller noget selvforsvar i hvert fald. Så tænkte jeg, hvor der var bedst selvforsvar i forhold til reglerne, og det lød meget frit i forhold til, hvis man møder nogle på gaden, så er der ingen regler. Jeg så på Facebook, at der var noget, der hed Frederikshavn MMA, og det lød meget interessant, fortæller Patrick Lundholm Bodilesen, som er en af de 30 medlemmer i klubben.
Frederikshavn MMA begyndte i 2010. De træner tre gange om ugen i Atletcentret ved siden af Arena Nord. De øver en masse teknikker, for eksempel selvforsvar.
MMA står for Mixed Martial Arts. Det er en blanding af boksning, judo, brydning, kickboxing, jiu-jitsu med mere. Man blander dem sammen, så lærer man lidt af det hele.
- Det er en god træning, der er gode undervisere, og det giver også noget socialt, at vi ligesom ser nogle andre end dem, vi ser normalt. Så lærer vi også nye teknikker, siger Patrick Lundholm Bodilsen.
I BJJ (Brasiliansk Jiu-jitsu) fokuserer man meget på kvælningsgreb og ledlåse. Så man får sat sit angreb op, så modstanderen ingen chance har for at gøre noget.
- Brasiliansk Jiu-jitsu er lidt ligesom almindelig jiu-jitsu og judo - bare lidt mere realistisk med hensyn til kamp. MMA er alle kampsportsgrene blandet sammen i én, siger Henrik Olsen, som er en af trænerne i Frederikshavn MMA.
Klubben har 30 medlemmer, men det er ikke alle, der kommer fra Frederikshavn.
- De fleste kommer fra Frederikshavn, men vi har også medlemmer fra Skagen, Hjørring, Hirtshals og Sæby, oplyser Henrik Olsen.
De håber på i fremtiden, at MMA og BJJ stiger i medlemmer, så de kan få bæltegradueringer, og at træningen fortsætter så hårdt, som den hele tiden har gjort. Et af klubbens formål er at få medlemmerne i god form.
- Den kan bruges til alle mulige ting, blandt andet kan man kæmpe, man kan bruge det til arbejde og selvforsvar, for eksempel hvis man er dørmand, som jeg selv er. Jeg bruger det også selv på arbejde, eller bare hvis man kommer ud i problemer, fastslår Henrik Olsen.
- Det er hårdt at kæmpe mod andre mennesker. Mange gange får man slag, spark, bliver sat i ledlås og får kvælninger. Når det bliver realistisk, er det hårdt. Der er intet at gøre ved det, sådan er det bare, siger Henrik Olsen.
Det er nemt og billigt at komme i gang. De første to prøvetræninger er gratis, og man skal egentlig bare have et par shorts. De andre ting – handsker, skridtbeskytter og tandbeskytter - kan man bare købe senere.
Der kommer mange til træningerne - dog mest på hverdage.
- Nogle gange i weekenden er der seks-syv stykker, hvorimod i hverdagene er der 15-25 på en enkelt aften, siger Henrik Olsen.