Gå til hoved-indhold
02. februar 2024 - kl. 11.02

Bybus-chauffører holdt fagligt møde - utilfredse med sikkerheden

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Da advarselslamperne i Dito-bybussernes instrumentbræt havde blinket længe nok, blev det for meget for chaufførerne i Frederikshavn. De trak i håndbremsen i denne uge og holdt fagligt møde. Her deltog 3F Frederikshavn, som efter et par timers møde med tilfredshed konstaterer, at der nu er en god dialog med arbejdsgiveren.

Ditobus er gået i gang med at udbedre fejl og mangler, og de anskaffer en reservebus, så der er tid til at sende andre busser på værksted.

- Chaufførernes frustrationer havde hobet sig op, og de var ikke kun irriterede over adarselslamperne i instrumentbrættet. Der var også problemer med den interne kommunikation og usikre procedurer i virksomheden, fortæller Finn Jenne, formand for 3F Frederikshavn.

Det faglige møde, som betød, at bybusserne i Frederikshavn holdt stille, havde også deltagelse af Ditobus' kørselsleder. Han erkendte ifølge Finn Jenne, at der var plads til forbedringer.

- Vi havde en god dialog med hinanden, roser Finn Jenne.

De syv bybusser skal nu gennemgå et større tjek, så chaufførerne kan være trygge, når de sætter sig ind bag rattet.

Problemerne har stået på i en længere periode.

- Det er vi selvfølgelig overhovedet ikke tilfredse med. Vores chauffører risikerer jo at miste kortet, hvis de kører i en bus, hvor advarselslamperne blinker, og i værste fald kunne der komme folk til skade, siger Finn Jenne.

Han beretter konkret om to situationer, hvor ingen heldigvis ikke kom til skade, da bussen pludselig nødbremsede. Nødbremsen udløses, hvis døren går op under kørsel. Det gjorde døren dog ikke i de to tilfælde. Alligevel bremsede bussen uden chaufførens indblanding.

- Nu skal vi videre. Det skal være slut med blinkende advarselslamper, og der skal strammes op på den interne kommunikation og procedurer, udtaler Finn Jenne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...