Camping den største overnatningstype i Frederikshavn Kommune
Der er sket en markant vækst i antallet af overnatninger på campingpladser i Frederikshavn Kommune.
At den nordjyske natur tiltaler mange feriegæster, er ikke noget nyt, men der er en stigende interesse for også at bo tæt på naturen, når man holder ferie.
Sammen med en god sensommer sidste år er den tendens med til at booste overnatningstallet på de 10 campingpladser i Frederikshavn Kommune i en sådan grad, at camping set over hele 2024 skilte sig klart ud fra hoteller/feriecentre og feriehuse.
De tre overnatningsformer har nemlig historisk ligget side om side i antallet af overnatninger, men i 2023 og især i 2024 stak camping altså af i vækst og nåede op på 50.000 flere overnatninger end de to øvrige store overnatningsformer.
Fremgangen for camping i Frederikshavn Kommune skiller sig yderligere ud, når man sammenligner med hele landet ved at være markant større. Hvad campingpladserne i Frederikshavn Kommune gør bedre end de andre, er svært at pege på, men Business Developer i Destination Nord, Birgitte Christensen, har et godt bud:
- Vores campingpladser ligger alle naturskønt og mange tæt på stranden, hvilket taler ind i trenden med at bo tæt på naturen. Og så er indehaverne dygtige og investerer massivt i udvikling af pladserne, så vi har nogle rigtig gode faciliteter at tilbyde gæsterne. En anden forklaring kan være, at campingpladserne er gode til at samarbejde og lære af hinanden. Vi faciliterer derfor et netværk, hvor indehaverne jævnligt mødes hos hinanden for at udveksle erfaringer og ideer.
En af de store campingpladser i kommunen er Skiveren Camping, en familieejet campingplads, der i dag drives af tredje generation, Bruno Rytter. Han peger især på flere udenlandske campister og autocampere som grundlag for fremgangen:
- Antallet af danske gæster ligger stabilt, men vi oplever flere udenlandske så langt væk fra som Frankrig og Italien - og flest fra Tyskland. Mange af dem kommer i autocampere, som gør den lange køretur mere overkommelig. En stor del af autocamperne er lejede, og det er med til at sprede sæsonen, fordi det kan være svært at finde en ledig autocamper i højsæsonen. Vi ser også mange, som er på vej til eller fra Norge og lige snupper nogle nætter her hos os. Det er ligeledes med til at øge belægningen, forklarer han.
Det kendetegner campingpladserne i Frederikshavn Kommune, at de er meget velholdte og med topmoderne faciliteter. Camping er her et kvalitetsprodukt, og det gør det muligt for 10 campingpladser i løbet af en forholdsvis kort sæson at tage imod lige så mange gæster – cirka en halv million – som samtlige hoteller i kommunen eller samtlige feriehuse. Og så altså endda i 2024 at toppe det med yderligere 50.000 overnatninger.