Colin Hanmer fra Østervrå maler kun til sin kone
I går var der fernisering på Frederikshavn Bibliotek. Sommerudstillingen på Gallerigangen har titlen "Colins Fantasi" og omfatter 60 oliemalerier af kunstneren Colin Hanmer fra Østervrå.
Det er helt ekstraordinært lykkedes Frederikshavn Bibliotek at få kunstneren Colin Hanmer til at udstille nogle af sine mange malerier. Colin Hanmer er nemlig meget principfast omkring sin kunst, og han maler kun til sin kone.
- Jeg skylder min kone alt. Hun har i alle årene bakket mig op i min kunst, begrunder Colin Hanmer, som dermed også understreger, at billederne ikke er til salg.
"Colins Fantasi" rummer tre års arbejde eller cirka 60 oliemalerier udført med spartel. Colin Hanmer henter sin inspiration i naturen med skov og vand, men der indgår også mennesker i portrætter eller situationer, som kan være med surrealistiske temaer.
- Jeg arbejder med at gøre mine naturbilleder levende og tredimensionelle, og billederne er malet ud af hovedet – altså med fantasi. De surrealistiske billeder er et udtryk for mine ønsker om en verden, hvor vi respekterer forskelligheder, og at forskelle mellem alt det levende, mennesker og naturen er SMUKT, forklarer Colin Hanmer.
Lige siden han var helt lille - måske fem år - har Colin Hanmer udtrykt sig kunstnerisk. Han er født og opvokset i England, hvor to tanter kom til at spille en vigtig rolle i hans fremtidige liv. Den ene arbejdede på en papirfabrik og den anden i en virksomhed, hvor de fremstillede farveblyanter med mere.
- Jeg fik altid papir og tegnegrej i jule- og fødselsdagsgaver, og det førte til, at jeg begyndte at tegne alt det, jeg så rundt om mig, fortæller Colin Hanmer, der senere fik et fritidsjob og for de tjente penge købte akvarelfarver.
I 1962 flyttede han til Danmark, og her fortsatte han med at male i forsøget på at skaffe sig en levevej. En dag mødte han sin kommende kone Mia, som foreslog ham at opsøge de åbne kunstværksteder "Huset" i Aarhus, og her fik han interesse for keramikværkstedet. Det førte videre til en treårig uddannelse på Aarhus Kunstakademis keramiklinje.
I årene efter har Colin Hanmer arbejdet med keramik på forskellige vis, men altid med det kunstneriske og fabulerende for øje. I en årrække frembragte han blandt andet store smukke krukker, indtil dette arbejde blev for tungt at håndtere. Colin Hanmer har afholdt keramikkurser i flere forskellige sammenhænge – både i ind- og udland. Han har udstillet sin keramik flere forskellige steder, men det er første gang, han udstiller sine billeder.
Sideløbende med keramikken har der altid været plads til at tegne og maler, og da slidgigten satte en stopper for keramikken, blev der mere plads og tid til at male. Det er et udsnit at disse mange malerier, der nu kan opleves på Frederikshavn Bibliotek, og publikum kan glæde sig til en lang række billeder med fine farverige detaljer og flotte strukturer.
Udstillingen kan ses frem til 28. juli.







































