112
						
								03. november 2025 - kl. 21.11
							
						
Der er anmeldt yderligere to tyverier af dyre udendørslamper i Skagen
Rækken af tyverier af dyre udendørslamper i Skagen har nu passeret 10 siden sommer. Det oplyser politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
I perioden fra 27. oktober til 1. november blev der stjålet to PH-lamper fra et fritidshus på Jens Vævers Vej i Skagen.
De to lamper har en værdi af 32.000 kroner.
Fra et fritidshus på Sønderhede i Skagen er der stjålet to PH-kobberlamper i perioden fra 19. til 23. oktober.
De har en værdi af 37.000 kroner.
- Vi taler altså om endnu to tyverier af dyre lamper siden sommeren. Vi kigger på tyverierne i en sammenhæng, men vi mangler et gennembrud i opklaringsarbejdet. Vi håber derfor, at der er folk, som har oplysninger, vi kan bruge, siger Peter Skovbak.




































