Der venter Nordstjerneskolens kor en travl afslutning på året
Nordstjerneskolen har et aktivt og livligt kor, som elsker at sprede glæde med deres sang og gode humør. I sidste uge deltog koret i fejringen af Maskinhallens 100 års fødselsdag. Her sang børnene sammen med Lungekoret og visesangeren M.C. Hansen.
Korets vigtigste rolle er skolens morgensang, hvor de ofte synger for og viser fagter til sangene, så kammeraterne har nogen at støtte sig til.
På skolen er der morgensang på den store røde trappe med 200 børn en gang om ugen. Her er forældrene indbudt til en dejlig start på dagen med kaffe og en sang. Forældrene møder trofast og talstærkt op.
- Det er dejligt at mærke forældrenes opbakning, og de lytter til børnene og klapper og går glade og i godt humør afsted til job efter sådan en sangglad-vitaminindsprøjtning, siger musiklærer Ulla Aaris Hydén.
Slots- og Kulturstyrelsen er meget optaget af netop sang og særligt morgensang på de danske skoler. Der er megen bevågenhed og interesse for de gode effekter, der kommer fra sang og musik.
- Skolen er lige blevet beriget med et flot legat på 30.000 kroner til styrkelse af morgensangen på Nordstjerneskolen, så det bliver dejligt at kunne skrue endnu mere op for sangglæden, siger Ulla Aaris Hydén.
Den kommende tid er fyldt med dejlige oplevelser for såvel børnene i koret samt de mange tilhørere, de kommer til at berige med dejlige børnestemmer og julelys i øjnene.
26. november deltager koret i julekoncerten i Abildgårdkirken, og 29. november synger børnene med, når juletræet tændes i byen.
Så venter de traditionsrige luciaoptog, som koret fast har på programmet. Ældrejul i Abildgård Kirke 10. december, optog ved julefrokost på dagcenteret i byen, afdeling m4 på sygehuset og så et nyt tiltag på selve luciadag 13. december, hvor Nordstjerneskolens kor bliver en del af et kæmpestort luciaoptog gennem byen, der ender med koncert i Frederikshavn Kirke.