Destination Nord søger nu sin første direktør
Destination Nord forventer, at destinationsselskabets første direktør tiltræder 1. august 2020. Det fremgår af stillingsopslaget, som i øvrigt også afslører, at Destination Nord har valgt at samarbejde med et rekrutteringsfirma uden for Nordjylland.
Genitor har afdelinger i København og Aarhus, og det er dette firma, som har fået den vigtige opgave med at ansætte Destination Nords første direktør. Frederikshavn er sammen med Aalborg, Brønderslev og Læsø kommune gået sammen om at etablere et destinationsselskab, der skal danne rammen om en fælles destinationsindsats og varetage destinationsudviklingen og turistserviceopgaven.
Bestyrelsen i Destination Nord søger en direktør med kendskab til og gerne erfaring med turismeerhverv, oplevelsesøkonomi eller lignende. Direktøren skal også være ledelsesmæssigt velfunderet og have relevant ledelseserfaring på strategisk niveau.
Forståelse for de politiske processer og forvaltningsmæssige vilkår, som organisationen er en del af, stor erfaring med at opbygge netværk og stærke netværkskompetencer, en tydeligt retningssættende og beslutsom leder, der kan eksekvere og sikre
fremdrift i processerne er andre vigtige egenskaber, som fremhæves i stillingsopslaget.
Direktøren skal varetager den overordnede ledelse og udvikling af organisationen og får dermed det overordnede ansvar for destinationsudviklingen i området.
Organisationen skal bygges op fra bunden med udgangspunkt i de medarbejdere, der bliver virksomhedsoverdraget fra Visit Aalborg og Brønderslev Kommune. Destination Nord vil fra start bestå af cirka 12 medarbejdere med mulighed for at udvide i 2021. Alene i Visit Aalborg er der i dag 13 medarbejdere ifølge Visit Aalborgs hjemmeside.
Det fremgår af stillingsopslaget, at den strategiske destinationsudvikling skal følge to hovedspor:
1) Storby-, erhvervs- og mødeturisme
2) Krydstogt-, kyst- og naturturisme
Genitor skriver, "du bør søge stillingen, hvis du er den samlende strateg, der kan forene destinationens mangfoldige og unikke turistattraktioner; lige fra storby- og kulturturismen i Aalborg til de smukke og historiske slotte i Brønderslev, det idylliske og naturrige ø-liv på Læsø og ferieparadiset i Skagen."
Ansøgningsfristen er 4. juni 2020.





































