Gå til hoved-indhold
20. marts 2026 - kl. 10.03

Vi skal have en ny krog i Christiansborg

  • 1 af 1
Af  Peder Key Kristiansen

Peder Key Kristiansen, Skagen, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Frederikshavn-kredsen, har skrevet dette indlæg: Som ny kandidat her i Frederikshavn-kredsen har jeg fået en vigtig og ærefuld opgave; at videreføre stafetten efter Bjarne Laustsen. Efter 30 år som Frederikshavn-kredsens mand på Christiansborg og en markant nordjysk stemme har Bjarne valgt at takke af for at hellige sig familien og byrådsarbejdet i Rebild Kommune.

Bjarne har om nogen kæmpet for Nordjylland og for Frederikshavn, bl.a. en mangeårig kamp for at forsvarets skibe skal bygges og serviceres her i landet, en kamp som han har skullet kæmpe med både Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og med Kammeradvokaten. Efter valget sammensættes et nyt Folketing, og her er det afgørende, at vi har nogen, som viderefører Bjarnes arbejde og sikrer, at de forsvarsopgaver, som Folketinget har besluttet skal til vores område, også ender her.

Erhverv, uddannelse og lokal udvikling hænger tæt sammen. Opgaven med at bygge og senere også servicere søværnets nye flådefartøjer handler ikke kun om arbejdspladser og erhvervsudvikling her og nu, men også om at styrke det langsigtede fundament for maritime arbejdspladser, uddannelse og vækst i hele kommunen.

Hvis den maritime udvikling gribes rigtigt an nu, har vi en gylden mulighed for at styrke både de maritime uddannelser og de ungdomsuddannelser, der også spiller en vigtig rolle her i vores del af landet.

Det er afgørende at vi får skabt attraktive lokale uddannelsesmuligheder for de unge mennesker, hvis vi også fremover skal have den arbejdskraft og de kompetencer, der skal til for at udvikle vores kommune. Gode uddannelsesmuligheder og arbejdspladser er det grundlæggende fundament for bosætning og vækst.

Nordjylland er hægtet af på infrastrukturen
Infrastrukturen er et af de områder, hvor vi har akut behov for handling. Det gælder både ift. energinettet, elektrificering af jernbanen og udbygning af den kollektive trafik.

Vi er alvorligt udfordret på energinettet. Manglen på strøm og kapacitet i energinettet er blevet en reel bremse for udviklingen. Når større virksomheder ikke kan få den nødvendige grønne energi, begrænser det både investeringer, vækst og nye arbejdspladser.  men jeg kan heldigvis konstatere at det er en sag som alle nordjyske kandidater er enige om – så gælder det bare om fortsat at stå sammen efter valget og kræve at Vendsyssel ikke køres ud på et infrastrukturmæssigt sidespor.

Også på jernbaneområdet er Vendsyssel ved at blive koblet af. BaneDanmark er i gang med at føre køreledninger til Aalborg Lufthavn, men ikke nord for Lindholm Station. Det bremser ikke kun muligheden for at flytte gods fra lastbiler over på jernbane, men svækker også sammenhængskraft, mobilitet og muligheden for direkte passagertog mellem Nordjylland og resten af landet.

Når det gælder den kollektive trafik mere bredt, er der er behov for ny lovgivning, der kan give trafikselskaber som NT bedre muligheder for at tænke mere fleksibelt. Samkørsel, busstoppesteder og køreplaner skal i højere grad kunne spille gnidningsløst sammen, så også de mindre byer og yderområder får løsninger, der faktisk fungerer i praksis.

Stem lokalt, når du skal vælge din repræsentant på Borgen de næste fire år!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...