Når vi lover forandring – så skal den også kunne mærkes
Folketingskandidat Nikolaj C. Andersen (Moderaterne), Syvsten, har skrevet dette indlæg: Jeg skriver ikke dette for at pege fingre. Det er ikke min stil. Og det bliver det heller ikke. Men jeg må være ærlig: Jeg bliver træt, når man ikke kan stå på mål for det, man selv har sagt.
For vi stod der alle sammen før kommunalvalget. Med håb. Med løfter. Med ambitioner om, at det skulle blive anderledes. Og det var der brug for.
Derfor forstår jeg også godt Nicolaj Regels-Hansen (indehaver af Nii's Hjemmepleje, red.). Han siger det højt.
Det skal han have lov til. Jeg vil ikke stoppe ham. Jeg vil hellere lytte.
Og hvis der er en kamp, der skal tages - så tager jeg den gerne. For ham. For jer. For os.
Jeg har selv stået i det. Da jeg gik ind i sagen i Rakkeby omkring miljø og sundhed, vidste jeg godt, det ikke var den nemme vej. Jeg blev ikke nødvendigvis mere populær af det. Tværtimod. Men jeg stod på mål for det. Og jeg står der stadig.
Ikke alene – men sammen med borgerne. For det var deres stemme, der skulle høres. Og det tog tid.
Det er også derfor, jeg valgte at stille op til Folketinget. Ikke for at blive kendt. Men for at få de sager op, som ellers ikke bliver løftet. For at sikre, at mennesker – helt almindelige mennesker – ikke bliver glemt i systemet.
Og ja… det har nok kostet mere, end jeg lige regnede med. Men prisen er underordnet, når det handler om ordentlighed og retfærdighed.
Jeg har ikke ændret mig. Og jeg tror faktisk heller ikke, at dem, der sidder i byrådet, har ændret sig i det, de tror på. Jeg møder dem. Jeg taler med dem. Men der er én ting, jeg ikke kan ignorere. Det er, når jeg går tur med mine hunde…og stopper op.
For så kommer samtalerne. De ærlige.
“Det blev jo lovet…”
“Der skulle ske noget…”
“Vi skulle høres mere…”
Og så står jeg dér. Og kan mærke, at noget ikke stemmer. For det værste, der kan ske i en kommune, er ikke fejl. Det er, når borgerne begynder at føle, at der ikke er nogen forskel. At det hele er det samme. Den følelse må aldrig få lov til at sætte sig.
Jeg er et positivt menneske. Måske så positiv, at nogen vil kalde det naivt. Men jeg tror stadig på forandring. Jeg tror stadig på, at vi kan gøre det bedre. Men det kræver noget. Det kræver mod.
Mod til at stå ved det, man sagde. Mod til at handle. Og mod til faktisk at lytte – også når det er ubehageligt.
Forandring kommer ikke af ord. Den kommer af handling. Og den starter det samme sted hver gang: Hos os selv.
