Gå til hoved-indhold
18. marts 2026 - kl. 00.03

- Frederikshavn plejer at være en meget solid socialdemokratisk valgkreds

  • 2 af 2
    Mette Frederiksen i samtale med elever på Frederikshavn Gymnasium. I baggrunden ses Martin Justesen (med fuldskæg), statsministerens særlige rådgiver, som stammer fra Frederikshavn.
Af: Michael Frederiksen

- Frederikshavn plejer at være en meget, meget solid socialdemokratisk valgkreds, hvad angår folketingsvalget, og det håber jeg selvfølgelig, at Frederikshavn bliver igen. 

 

Det sagde statsminister Mette Frederiksen til Kanal Frederikshavn, da hun i går besøgte Frederikshavn Gymnasium.

Det har hun ret i. De seneste næsten 100 år har der kun været tre socialdemokratiske folketingskandidater i Frederikshavn-kredsen, og de er uden undtagelse blevet valgt ind i Folketinget.

Jens Risgaard Knudsen var folketingsmedlem fra 1964 til 1997, og hererfter overtog Bjarne Laustsen "det sikre mandat" i Frederikshavn-kredsen.

Det er derfor en meget tung arv, som Peder Key Kristiansen fra Skagen skal løfte som socialdemokratisk folketingskandidat i Frederikshavn-kredsen. Han deltog i statsministerens besøg på gymnasiet.

- I har en meget stærk tradition for at have en lokal kandidat, der kæmper for lokale sager, og I har i mellemtiden også fået en statsminister, der er fra Nordjylland, og som selvfølgelig også har et øje for, hvad der sker i det nordligste Danmark. Jeg håber på gode solide socialdemokratiske stemmer, og det kæmper vi for den næste uges tid, siger Mette Frederiksen.

Hvordan er Socialdemokratiets dagsform?

- Den er god, synes jeg i al beskedenhed. Det er altid lidt svært at bedømme sig selv, men jeg synes, vi er det parti, som er kommet med flest politiske forslag i denne valgkamp. Og danskerne kender mig. I ved, hvad jeg står for. Hvis man vil have en sikker ledelse af landet i den her meget urolige tid, synes jeg, man skal stemme på os.

Kanal Frederikshavns udsendte benyttede chancen og spurgte statsministeren om, hvad status er med flådeværftet, som politikerne har lovet at placere i Frederikshavn. Det løfte fastholder Mette Frederiksen.

- Det korte svar er ja. Det har vi aftalt med folketingspartierne. Det er naturligt, at det er blevet placeret her i Frederikshavn, som både har nogle stolte traditioner og dygtige medarbejdere, og den geografiske placering er rigtig god. Vi vil gerne sørge for, at vores tradition som skibsbyggernation har en gylden fremtid foran sig, udtaler Mette Frederiksen.

Hun havde flere medarbejdere med, da hun i går besøgte Frederikshavn, blandt andre Martin Justesen. Han har været statsministerens særlige rådgiver siden 2019. Han er født og opvokset i Frederikshavn. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...