Nybagt byrådsmedlem, som fik et kanonvalg, gæst i Mandagsmagasinet
Byrådsmedlem Jill Byrdal (V) fra Skagen er gæst i Mandagsmagasinet, som sendes mandag 16. marts kl. 18.00 på Radio FCMR.
- Som altid, når jeg har en gæst i studiet, så er jeg utrolig spændt på at dykke ned i deres historie, for ofte kender jeg ikke min gæst og har aldrig mødt personen før. Det er også tilfældet her, hvor jeg har besøg af Jill Byrdal, ægte skagbo og nyvalgt politiker i Frederikshavn Byråd, fortæller studievært Gitte Hansen.
Jill Byrdal er født og opvokset i Skagen med en far, der var fisker, og en mor, der klarede alt det praktiske i hjemmet som at male, save, skrue og lappe cykler.
Hun har været elev på Karstensens Skibsværft, været ejer af et bageri sammen med sin mand Kim, haft egen café og meget mere.
- Hun blev politisk aktiv ved et tilfælde, og hvordan det gik til, kommer vi også ind på i denne udsendelse, lover Gitte Hansen.
Med 1.097 fik Jill Byrdal et kanonvalg. Kun tre kandidater fik flere stemmer.
Jill Byrdal betegner sig selv som en person med sine meningers mod og vil gerne tage teten, hvis der sker for lidt.
- Det er en rigtig spændende pige, der er hovedperson denne gang, mener Gitte Hansen.
Du kan lytte til udsendelsen som podcast eller i radioen:
Frederikshavn 106,6 MHz
Østervrå 103,5 MHz
Sæby 97,4 MHz




































