Gå til hoved-indhold
112
17. marts 2026 - kl. 19.03

Villa-brand på Digetsvej i Strandby: Kraftig brand i tagkonstruktionen

  • 1 af 1
    Foto: Rasmus M. Høgenhaug
Af: Michael Frederiksen

Der udbrød tirsdag kort efter kl. 16.00 brand i en villa på Digetsvej i Strandby. Som det fremgår af billedet, havde ilden kraftigt fat i tagkonstruktionen.

- Der var rigtig meget brand i tagkonstruktionen, da vi kom, så den har nok ulmet i løbet af eftermiddagen. Huset ligger helt ud til vandet, så vinden hjælper heller ikke på det, siger indsatsleder Jacob Kolind til TV2 Nord.

Ved 18-tiden havde Nordjyllands Beredskab kontrol over situationen, men forventer at være på brandstedet hele aftenen.

Indsatslederen oplyser til TV2 Nord, at hele tagkonstruktionen er brændt, og at huset er røg- og vandskadet.

Skadeservice er på stedet. Nordjyllands Beredskab forventer at være på stedet det meste af aftenen.

Det var en af husets beboere, som opdagede branden. Vedkommende kom selv ud af huset og fik familiens hunde med.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...