Påskeudstilling: Værker af børn - til børn og voksne i alle aldre
Kulturhus Kappelborg og Brovandeskolen – Lilleskolen i Skagen præsenterer i påsken 2026 udstillingen "Under havets overflade", hvor børnenes egne kunstværker danner ramme om en sanselig og eftertænksom oplevelse for besøgende i alle aldre. Udstillingen viser et bredt udvalg af æstetiske udtryk, der både appellerer til øjet og inviterer til refleksion.
Udstillingen åbner for publikum fredag 27. marts og kan opleves frem til og med mandag 13. april.
Tre ferniseringer
Fredag 27. marts er der tre særskilte ferniseringer for henholdsvis indskoling, mellemtrin og overbygningsklasserne. Det er kl. 9.00, 10.00 og 12.20.
Der vil ved hver fernisering være en åbningstale og mulighed for omvisning.
Et lokalt kultursamarbejde
Udstillingen er resultatet af et tæt samarbejde mellem Brovandeskolen og Kulturhus Kappelborg. Samarbejdet har til formål at arbejde med fokus på børns æstetiske læringsprocesser, styrke børns møde med kunst og kultur og give dem mulighed for at arbejde og udstille i professionelle rammer.
Åben for alle
Kappelborg og Brovandeskolen inviterer både lokale borgere og påskegæster til at besøge udstillingen i
hele perioden. Gæster er velkomne ved de tre ferniseringer.
Udstillingen er åben mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10.00-16.00.




































