Thomas Klimek: Nordjyllands udvikling er på spil
Folketingskandidat Thomas Klimek (A), Nordjyllands Storkreds, har skrevet dette indlæg: Ved du hvor kritisk, det er? Tidligere på ugen opfordrede jeg kraftigt til, at en ny regering specifikt indskriver Nordjylland som akut indsatsområde for sikringen af nok kapacitet i elnettet.
Det er titusindvis af arbejdspladser, bosætning og kæmpe (tabte?) milliardbeløb, der er på spil for 600.000 nordjyder, hvis ikke der handles endnu mere på situationen.
Lad mig give nogle lavpraktiske eksempler:
• Vendsyssels erhvervshavne i Skagen, Hirtshals og Frederikshavn er i de yderste og kapacitetsudfordrede grene af el-nettet, og udbygning ligger på den forkerte side af 2030, jf. LUP24 (Energinets udviklingsplan). De nuværende kilovoltkabler skal hurtigst muligt prioriteres og etableres
• Flådestation Frederikshavn er yderst kritisk infrastruktur og en nøglehavn i NATO og står dertil foran kæmpe opgaver som flådeskibsværft
• I en kommune som Hjørring forventes det, at elforbruget seksdobles i 2030 i forhold til 2020.
• De nordjyske havne er epicentre for grøn skibsfart, energiintensive virksomheder, fiskeri, fiskeindustri, færgefart, fragtskibe mv.
• Et stort datacenter nord for Aalborg er afhængig af et konstant strømforbrug, der svarer til elforbruget i 500.000 husstande
• Fremtidens færger er hybridfærger og rene el-færger
• Alene en nyetableret virksomhed som Onnest (Hirtshals) forventes at skulle bruge mellem fem og ti millioner khw årligt.
• Syd for Limfjorden og Aalborg er der "prop" i systemet, som vil tage adskillige år at udbedre. Og jeg kunne skrive listen endnu længere ...
Der er intet quick fix i en kompliceret situation, der indbefatter tidskrævende og omfattende anlægsarbejder i et stort område, men vi har en akut situation i Nordjylland, og netop derfor bør et nyt regeringsgrundlag specifikt prioritere og fremskynde indsatsen for vores landsdel.
Det her er for nogle muligvis noget af det mest usexede i en nordjysk valgkamp, men noget af det mest afgørende for hele landsdelens fremtid.




































