Gå til hoved-indhold
18. marts 2026 - kl. 08.03

SF: Folkeskolen skal være en ny rød regerings største og vigtigste projekt

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Onsdag lancerer SF et stort skoleudspil. I Vesthimmerland, Frederikshavn, Hjørring og Jammerbugt kommune er det hver sjette eller syvende barn, der ikke består dansk og matematik til 9. klasses afgangseksamen. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Partier på tværs af hele Folketinget har lovet i valgkampen, at de vil styrke folkeskolen. SF tager dem på ordet og vil gøre folkeskolen til det største og vigtigste projekt for en ny rød regering.

- Skolen skal stå først. Før lappeløsninger. Før kortsigtede besparelser. Vi har altid kæmpet for folkeskolen, og nu tager vi de øvrige partier på ordet. Folkeskolen skal være regeringens største og vigtigste projekt, siger Theresa Berg Andersen, SFs gruppeformand og spidskandidat i Nordjylland.

SF lancerer et katalog over konkrete tiltag til genopbygningen af den kriseramte folkeskole. Et af initiativerne er målrettet hjælp til de skoler, hvor alt for mange elever afslutter skolegangen uden at kunne læse og regne tilstrækkeligt.

I Vesthimmerland, Frederikshavn, Hjørring og Jammerbugt kommune er det hver sjette eller syvende barn, der ikke består dansk og matematik til 9. klasses afgangseksamen. Men overalt i landets kommuner er der udvalgte skoler, som er udfordret. Landsgennemsnittet er 11,9 procent.

De store forskelle skyldes blandt andet, at skoler med mange elever fra lav socioøkonomisk baggrund står over for større udfordringer, fordi det kræver ekstra ressourcer at løfte både faglighed og trivsel.

- Når børn ikke kan læse og regne, så forfølger det dem resten af livet med dårligere muligheder for at få en uddannelse, og deres chancer for et godt liv. Og det påvirker hele skolen, når børnene ikke trives. Derfor vil vi afsætte en særlig pulje til de skoler, hvor flest elever ikke består. Fordi alle børn fortjener en fair chance, mener Theresa Berg Andersen.

Men det er ikke kun de socialt udfordrede skoler, der oplever problemer. Folkeskoler landet over har brug for en massiv oprustning. SFs katalog rummer derfor tiltag, der skal styrke både faglighed og trivsel blandt elever, lærere og pædagoger.

Et af de centrale initiativer er et vikarstop i indskolingen. Det skal skabe ro og stabilitet i hverdagen og sikre, at eleverne altid møder kendte voksne. Vikartoppet gennemføres ved at ansætte flere lærere og pædagogisk personale, så de kan dække hinanden ved sygdom og samtidig give eleverne kontinuitet.

- Alt for mange elever møder nye ansigter i timerne, og især de mindste kan føle sig utrygge. Med et vikarstop sikrer vi, at børnene altid møder kendte voksne, og at lærere og pædagoger kan dække hinanden ved sygdom. Det giver mere tryghed, mindre uro og bedre undervisning. De mindste børn skal altid stå først – det er det vigtigste for os, siger Theresa Berg Andersen.

Genopretningen af folkeskolen kan ifølge SF ikke vente på, at der bliver plads i budgetterne eller på nye klasseværelser.

- Vi skal i gang nu, og allerede i 2027 skal skolerne lokalt kunne påbegynde rekrutteringen af flere lærere og pædagoger. Folkeskolen er velfærdssamfundets fundament og en af hjørnestenene, som de mest velhavende familier har bygget deres virksomheder på. Derfor foreslår vi at hæve den øverste aktieskat til 49 procent og bruge pengene, så folkeskolen får de ressourcer, den har brug for – nu, understreger den nordjyske spidskandidat.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...