Havnegæld: Staten skal give Frederikshavn Kommune en halv milliard kroner
Folketingsmedlem Per Larsen (C), som bor i Frederikshavn, foreslår - fem dage før folketingsvalget - at staten giver Frederikshavn Kommune et tilskud på en halv milliard kroner, så kommunen kan afvikle en del af den store havnegæld, som tynger i kommunekassen.
- Jeg synes, at man på en eller anden måde skal give en frisk start, så man får saneret noget gæld væk. På den måde kan man komme til at honorere de udfordringer, der er, på en rimelig måde, siger Per Larsen til TV2 Nord.
Per Larsen henviser til, at staten gav Randers Kommune et ekstraordinært tilskud til de store udgifter i forbindelse med Nordic Waste-sagen og ydede kommunen et millionlån.
Per Larsen mener ikke, at det er rimeligt, at borgerne i kommunen skal rammes af nedskæringer på grund af Frederikshavn Havns økonomiske problemer.
Borgmester Jon Andersen (V), Frederikshavn Kommune, reagerer afdæmpet på Per Larsens forslag.
- Jeg synes egentlig, vi har en havn, der allerede er i en positiv udvikling, siger Jon Andersen til TV2 Nord.
Frederikshavn Havn overtog med ejerskabet af Frederikshavn Havn i maj 2024 en gæld på 1,7 milliarder kroner. Gælden er reduceret med 150 millioner kroner, og indtægterne er øget med 50 millioner kroner om året i forhold til 2023.
Jon Andersen tror ikke på, at Per Larsens forslag når at have effekt, inden kommunen selv er færdig med at rydde op.
Det tvivler Per Larsen på.
- Vi må sige, at det er et så stort beløb, og det vil komme til at tynge Frederikshavn som en møllesten igennem mange år, hvis man ikke får fjernet noget af den gæld, udtaler det lokale folketingsmedlem til TV2 Nord.




































