MATCHDAY i Østervrå IF med hele 43 kampe og meget andet på programmet
43 fodboldkampe på én dag. Det er, hvad Østervrås hyggelige stadionanlæg præsenterer lørdag, hvor klubben Østervrå IF har arrangeret MATCHDAY. Det vil komme til at summe af liv og glade dage fra morgen til aften, hvor der skal spilles fodbold i otte timer i træk.
Det er anden gang, at ØVI arrangerer MATCHDAY. I år er det opgraderet med endnu flere kampe, og der kommer til at ske en masse på stadion hele dagen.
Klubbens næstformand, Anette Andersen, er en af tovholderne på arrangementet, og hun har, sammen med en masse frivillige ildsjæle, lagt store kræfter i at få det hele til at gå op i en højere enhed. Blandt andet var det et stort puslespil at få placeret alle klubbens kampe på hjemmebane.
- Vi har oplevet en rigtig stor velvilje fra DBU Jylland og de klubber, vi skal have besøg af, så der er blevet flyttet en del kampe. Det er klart, med så mange kampe på én dag, så har det været en ordentlig mundfuld, men det er lykkedes, hvilket vi er rigtig godt tilfredse med, lyder det fra en glad Anette Andersen.
Udover de 43 fodboldkampe er der masser af andre aktiviteter i løbet af dagen. Fra morgenstunden kan man købe rundstykker og kaffe, og senere vil der blive grillet pølser, som man kan købe til fornuftige priser. Der er også hoppeborg til børnene, og sidst på dagen bliver der serveret helstegt pattegris for dem, der kunne have lyst til at være med der. Der er løbende tilmelding i løbet af dagen, oplyser Anette Andersen.
Med sådan et stort arrangement og kræfter, der er lagt i det, skulle man tro, at klubben har et mål om en god økonomisk gevinst, med det er ikke formålet.
- For os i ØVI er det ikke det økonomiske, der tæller i forbindelse med MATCHDAY. For det er nemlig hyggen, der spiller ind sådan en dag, og så er det økonomiske mindre vigtigt. Vi skal ikke tjene på det, og ja, det kan endda være, vi får et lille minus, men for os har det betydning for klubben, at vi kan tiltrække folk, både spillere og borgerne fra byen, og derfor er priserne også derefter, siger Anette Andersen til Kanal Frederikshavn.
De første kampe fløjtes i gang klokken 9:30, når U5/6-piger og U10-piger entrerer banerne, og det hele afsluttes med U17-drengene, der står klar på grønsværen klokken 16:00.




































