Gå til hoved-indhold
28. maj 2026 - kl. 15.05

Musikstøj i Skagen: - Situationen er stærkt bekymrende, mener SF'er

  • 1 af 1
    SF vil gerne vide, hvem der har ansvaret for, at miljøbeskyttelsesloven overholdes, og hvordan man kontrollerer det. Foto: Peter Jørgensen
Af: Michael Frederiksen

Musikstøj i Skagen har udviklet sig til en mangeårig føljeton, som konstant bliver debatteret. Det skete igen på onsdagens byrådsmøde, selv om emnet ikke var på dagsordenen.

Jane Bengtsen, skagbo og nyvalgt byrådsmedlem fra SF, tog ordet under punktet "Spørgetid for byrådets medlemmer".

Det gjorde hun på baggrund af det seneste tids omtale af problematikken i flere indslag på TV2 Nord. Her hævdede en række borgere, at de bliver syge af musikstøjen, ja, én sagde ligefrem, at hun blev dødssyg.

Skagboen Erik Vium udtalte, at de støjramte naboer er klar til at hive Frederikshavn Kommune i retten, hvis ikke kommunen griber ind og sørger for, at der bliver skruet ned for musikken i Skagen.

4. marts i år blev det besluttet politisk i Frederikshavn Kommune, at miljøbeskyttelsesloven skal bruges til at regulere støjniveauet i Skagen, når det gælder musik fra restaurationer.

- Sidste år kom der 16 klager. Det synes jeg faktisk, er et ret højt antal i så lille et område. Hvis de 16 klager var kommet omkring biogasanlæg, vindmøller eller solcelleparker, så ville man tage dem alvorligt. I SF undrer vi os over, at man på TV2 Nord kunne få det indtryk, at vi i Frederikshavn Kommune mener, det er umuligt for musikarrangørerne at overholde miljøbeskyttelsesloven, ligesom det er umuligt at kontrollere, at de gør det. Man kunne derfor få den opfattelse, at det er ligegyldigt, om de gør det (overholder loven, red.), sagde Jane Bengtsen.

Hun finder situationen stærkt bekymrende.

- Og det er endnu mere bekymrende, hvis man bruger miljøbeskyttelsesloven som en syltekrukke. Set i lyset af, at der er kommet endnu flere aktører på banen i Skagen, hvoraf én af dem nærmest er større end de andre tilsammen, når det drejer sig om at spille musik udendørs, så vil SF gerne vide, hvem der har ansvaret for, at miljøbeskyttelsesloven overholdes, og hvordan man kontrollerer det, lød det fra Jane Bengtsen.

Hun kræver også et svar på, hvem borgerne skal henvende sig til, hvis de generes af støj.

Jens Nygaard (DD) er formand for Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser. Han medvirkede i TV2 Nords indslag, og han var klar til at tage ordet efter Jane Bengtsen, men borgmester Jon Andersen greb bolden og lovede, at kommunen vil udarbejde et notat.

- Hvor går man hen? Hvem håndterer hvad? Og hvordan er det? Det tager vi med tilbage, og så kommer vi retur med et notat. Det tror jeg også, er interessant for offentligheden at se sådan et notat, så det er svaret på spørgsmålet, svarede Jon Andersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...